(billede forstørres ved klik)

Det er sjovt at se på fugle. Midt i morskaben er det svært ikke at tillægge den enkelte fugl en eller anden form for karakter egenskab. Musvitterne er vimse og lette i det, også selv om scenen er minus grader og frisk vind. De virker altid muntre. Solsorten er en hidsig bølle og egentlig lidt dum. Får den øje på en artsfælle, ryger den i flæsket på vedkommende og glemmer alt om hvad den ellers var i gang med fx mad.
Måger holder jeg meget af. De er beregnende, og glemmer ikke at det er mad, det drejer sig om. De hugger fra hinanden (og andre) og på trods af deres størrelse er de overordentlige behændige. De laver som regel en observerende overflyvning først.

Hvis man har fået kvalme af de naturfilm DR har købt, hvor det er underordnet, om det er spækhuggere eller geparder eller mus, så skal der påklistres en traumatisk familie historie fra menneskenes dysfunktionelle verden. Historie med ensomme unger, opofrende tapre mødre og hvad ved jeg. Det er for meget. Så er det rart og fornøjeligt at hygge sig med sine egne fugle. Ligesom levende musik giver en bedre oplevelse så er ens egne natur-iagttagelser mere berigende, selvom man ikke kan se ind i næbbet eller øjet.

Man ved jo godt at dyr ikke har menneskers karaktertræk, men det er svært at være streng rationel, klinisk – og egentlig synes jeg det er helt ok. Det er en del af morskaben. Aristoteles mente at ørnen er jaloux og grådig, hjorten er klog, slanger og ulve er lumske.

Og så skal man ikke glemme at det enkelte dyr har en personlighed (hvis man kan sige det), i hvert fald har forskellige musvitter forskellige måder at forholde sig til solsorte. En er toial ligeglad og en anden lister forsigtig rundt og en tredie flyver lige i hovedet på solsorten.

Det mest forargelige jeg kan forestille mig, er at dele dyr ind i kategorier efter brugbarhed for mennesker, kæledyr, skadedyr, forsøgsdyr eller værst af alt produktionsdyr. Som om det giver ret til livslang mishandling.

(klik for stort billede)

Albert Einstein og Leopold Infeld skriver i afsnittet om tid i bogen “Det moderne verdensbillede” følgende:

“Hvad er et ur?
Den primitive subjektive følelse af, at tiden går sætter os i stand til at ordne vore indtryk og at afgøre om en begivenhed finder sted tidligere, en anden begivenhed senere, men for at vise, at tidsintervallet mellem to begivenheder er 2 sekunder, behøver vi et ur. Ved brugen af et ur bliver tidsbegrebet objektivt. Ethvert fysisk fænomen kan benyttes som et ur, forudsat at det kan gentages nøjagtigt så tit det skal være. Tages tidsintervallet mellem begyndelsen og slutningen af en sådan begivenhed som tidsenhed, kan vilkårlige tidsintervaller måles ved gentagelse af denne fysiske proces. Alle ure fra det simple timeglas til de mest forfinede instrumenter er baseret på denne tanke.”

Det er altid interessant at tænke over tid, også selvom det nogle gange kan virke som at gå i ring. Alligevel bliver jeg overrasket over, hvor meget der har med tid at gøre. Ikke bare det almindelige om at have, eller se ud til at have, travlt, og altså underskud af tid. Jeg tænker mere på tid som en egenskab ved ting. Der er vældig forskel på om noget er nyt, i forståelsen lige færdig i produktionsprocessen, eller om det er ældre. Af en eller anden grund bliver opmærksomheden tiltrukket af helt nyt eller helt gammelt. Midt imellem virker ikke – synd, for det er her kvaliteten viser sig.

Nogle gange bliver alderen til forfald. Og det kan gå overraskende hurtigt. Men er det tid? Det er jo processer; og ja, processer er kendetegnet ved tid. Træ og metal, der har ligget 70-80 år i et saltholdigt miljø, præges selv om det oprindelige bevares.

Anderledes med en brand i en glasfiberbåd. Det er grimt, grænsende til det uhyggelige.

Det falder mig stadig svært helt at erkende tiden som en dimension ved rummet på linie med længde, bredde og højde. Hvis det bare handler om at bestemme “før” og “efter” så kan man bare stable ting ovenpå hinanden. Det gik så op for mig, at det jo bare er at udskifte en dimension med en anden, og derfor nærmere et argument for tid som en rumlig dimension. Selv om man ikke skal se bort fra, at det med at stable oppå (eller aflejre først) flugter med geologernes forståelse.

Geologernes tidsforståelse med tusinder og millioner af år har jeg også vanskeligt ved at rumme. Ligesom astronomernes afstande, der er så store, at de osse kniber for astronomerne selv at fatte, så de laver et kunstgreb med lysår. Som om der er nogen, der har en erkendelse af hvor lang en distance en lysbølge med tre hundrede tusinde kilometer i sekundet tilbagelægger på et år. For mange rækker det at tænke meeeget laangt.

Forresten, så har det lige været nytår.

Einstein og Infelds bog er fra 1938, så knap 90 år på bagen.

(klik på billederne)

Vandrikse. I første omgang tænkte jeg, at det sikkert er en eller anden dims til et blandingsbatteri. Men den venlige fuglekyndige mand, som kiggede på mit kameras display, forklarede, at det er navnet på den fugl, jeg havde spurgt om han kunne identificere.

Sikke et navn. Og den lille vade/svømmefugl blev pludselig betydningsfuld for mig. Omvendt var min oplevelse med en havørn. Der er navnet lige ud ad landevejen, og det var først da jeg så en, at det gik op for mig hvor fantastisk den er.

Der er osse sølvhejren. Den er bare det, som navnet siger, og som gør, at den ikke er en almindelig hejre. Der er ingen modsætning mellem fremtræden og navn. Det gør den lidt kedelig (undskyld), den er bare pæn, smuk.

Detaljer er vigtige, og det er navne åbenbart osse. Man får godt nok meget forærende.

Hvis man er præcis, så forventes det at detaljerne er med. Også de detaljer, som djævelen efter sigende, findes i. Det gælder selvfølgelig ikke hvis ordet “præcis” bruges i et replikskifte. Her er funktionen at lukke munden på den anden uden argumentation, således man selv kan komme til. Og det er  effektivt – selv om det ikke har en skid med præcision at gøre.

Det er ikke så tit jeg er præcis, jeg er mere sådan omtrent. Hvis jeg var præcis, er jeg jo bare en kopi. Men jeg kan godt lide detaljer, bare de ikke overtager hele billedet (i metaforisk forstand).

Måske er det sådan, at “sådan omtrent” i alle (de fleste) tilfælde er en mere dækkende formulering. Det problematiske ved begrebet “præcis” er, at ordet har en skalpelagtig tone, der virker forførende overbevisende. Jeg bryder mig ikke om at bruge ordet “præcis” og viger uden om.

Hvis man vil se forskellen på “præcis” og “sådan omtrent” i min opfattelse, så er det bare at se forskellen på håndtegnede tegnefilm og computer (ai) animerede “tegne”film.

Der er lp’er og cd’er og bøger med dusinvis af år på bagen, som jeg med glæde kan lytte til og læse i. Det mærkelige – og for mig interessante – er, at det ikke er genkendelsen jeg falder for, men det nye, jeg finder i både de gamle bøger og lp’er. Det er en forståelse, som ikke var der tidligere. Det er vel det, man forstår ved kvalitet. Og den kvalitet indeholder ofte en rigdom af detaljer, som jeg  kan forholde mig til og nyde, fordi jeg kender helheden.

Og det er sjovt.