Blandede brokker fra februar

På den her tid af året.
I skrivende stund er det den tiende februar, og jeg er lige kommet ind efter at have været et par timer i haven, mest med at save lidt brænde med motorsav og klippe optændingspinde af kviste og grene. Det er frost og klart solskin. Sidste år på denne tid var jeg i gang med at lægge brosten som gulv i min nye vinterstue eller måske snarere vinterkammer. Og året før gik jeg rundt og savede træer ned. Min pointe er at uanset hvad, corona, frost snestorm så går man, i hvert fald jeg, i gang i haven på den her tid. Det er som om det nu har været mørkt og inaktivt nok. Read more “Blandede brokker fra februar”

Frost

Det er frost. Det er frostdøgn, og det har det været en fire fem døgn nu, og det ser ud til at vare mindst en uges tid mere. Det giver besvær, der skal fyres og det svinder i brændestakken.

Mit hus er jævnt isoleret til en almindelig nul temperatur og med minus fem grader og ti sekundmeter vind så skal der tænkes på varme døgnet rundt. Sådan jeg har valgt at bo. Det er cirka hver tredie år frosten varer over en uge, så egentlig er det meget overskueligt. Jeg skal bare være mere opmærksom særlig på vandrørerne.

Udenfor skal vinden tages i betragtning. Jeg tog kameraet med ud på en tur i terrænet og måtte konstatere at motivvalget blev præget af læ eller ikke-læ.

Grundlæggende kan jeg godt lide vejr og natur. Her i frosten glæder jeg mig over at det rydder op i småkryb og utøj. Kan se at det er hårdt for småfuglene. Rødhalsen ligner en snavset tennisbold og musvitterne virker desperate.

For mig er det gode ved koldt og blæsende vejr at jeg lærer at håndtere det. Selvfølgelig handler det om tøj, men det handler osse om hvilke dele af kroppen som er mest udsat (eller har dårligst blodomløb). Panden, fingrene og lårene når jeg løber – og for så vidt osse når jeg laver andet ude, det bliver bare mere eksplicit ved løb.

En gang for mange år siden – 50 år – fotograferede jeg med Exakta, som var et tysk/østtysk spejlrefleks med Zeiss Tessaroptik og et vildt stort tilbehørsprogram. Alt fra laboratorie/mikroskop tilbehør til udendørsoptagelser under ekstreme forhold. Der var tilbehør til polaregne således at man kunne betjene kameraet med luffer på. Fantastisk og det kunne jeg godt bruge i dag.

Det behøver for min skyld ikke blive koldere, men det er heldigvis ikke noget jeg bestemmer.