Den første tanke er, at det er en stor musvåge. Det varer højst et sekund, så står det klart at det er en ørn, en havørn. Vi er i Vrøgum krat i bunden af Filsø, Vestjylland, og ørnen kunne lige ses mellem et par grantoppe. Så gled den op og gav frit syn mod en blå himmel. Den er stor, godt nok er den ikke så tæt på, men den er stor. Den svæver rundt med enkelte slag med vingerne, nærmest som en doven svømmer. Den er helt tydelig, der er tid til kikkerten, og der er tid til at dele den. I et par minutter nyder jeg synet af havørnen, og jeg er betaget.

Jeg har aldrig før set en ørn i fri natur. Det er betagende og smukt.

Det er en drengedrøm, som gik i opfyldelse. Vi ville bare besøge Vrøgum krat som er en lille klat fredet mose og så videre mod Vesterhavet. Jeg havde droppet kameraet og i stedet taget kikkerten med. Heldigt? Klogt? Nærmest tilfældigt – og så fik jeg en af tilfældighedernes gaver.

Som dreng læste jeg bøger om fæle æggesamlere, der stjal ørneæg for ussel mammon og ikke veg tilbage for at slå forældrefuglene ihjel. Det forhindrede tapre drenge og sendte de lede æggeforbrydere i fængsel.

Der var ingen ørne i min barndom i begyndelsen af tresserne. Der var kun drømmen om måske at se en strejfer på træk. Syd for Århus var der indtil 1912 et havørnepar, som ynglede. Stedet blev selvfølgelig kendt som Ørnereden, hvilket osse i dag er navnet på traktørstedet, der vist er omdannet til natur skole. Her tog vi drenge ud i det lønlige håb, som også var en fast overbevisning, om at vi ville få en havørn at se. Det skete aldrig. Der var en dreng som havde været i Sverige med sine forældre og der havde han set en ørn. Sagde han. Vi troede ham, men for en sikkerheds skyld beskyldte vi ham for lyv, mens misundelsen lyste ud af vores ansigter.

Nu 55 år senere har jeg set en havørn. Og hvilken en, den smukkeste uden tvivl. Ikke noget med kamera her, det er den rene oplevelse. Og jeg er glad for jeg ikke var alene.

Nu er jeg taknemlig over ørnen, den var en gave – måske ufortjent, men så meget mere værdsat. Og så al den tid, den gav til at blive beundret.