Sejtræk 2021

 

Det er med optimisme jeg ser 2021 i møde.

Det bliver en sur omgang med corona og nedlukning – og man (jeg) bliver træt i hovedet af at snakke om det. Det bliver nok det som politikere kalder: et langt sejt træk.

Det gør det så. Og en gang kan man se tilbage og glæde sig over at vi osse huskede at leve, medens vi sled i det med sejtrækkeriet.

Godt nytår.

Pumpehus

Det er december og på en tur rundt omkring Bagenkop i to grader og en frisk vind, ser jeg et pumpehus. Det er både uanseligt og magtfuldt og jeg går rundt om det, og selv om vejret ikke indbyder til det, tager jeg en stribe billeder. Det bliver koldt om fingrene, men da jeg går videre er jeg opløftet.

 

Hjemme i huset er tingene ved at finde en eller anden form for leje. Omgivelserne og rummene er bekendte, senest er det 30 år gamle stereoanlæg samlet og stillet midlertidig op. Åh det er god lyd.

December er ikke min måned; julen siger mig ikke noget særligt og mørke det meste af døgnet bryder jeg mig ikke om. Det jeg nyder ligenu er den forsigtige aktivitet i byen, havnen, og tilfældigt at falde i en spændende samtale.

Ikke mere at sige for i år. Det har været et meget begivenhedsrigt år, med corona og huskøb. Kan ikke lade være med at tænke på den kinesiske forbandelse: Gid du må leve i interessante tider.