Vante steder og områder er netop vante, fordi man jævnlig besøger dem. Man ved hvad man kan forvente, og i reglen ser man kun små og årstidsbestemte forandringer, mest tydeligt forår og efterår, hvor farverne skifter. Ellers er det i småtingsafdelingen: der er kommet et svanepar, en bunke fjer efter en rovfugl, en landmand der har sat store traktorspor etc.. Gode trygge småforandringer.
Gulstav er et vanligt sted for mig.
I februar/24 var der gået et par måneder siden sidste besøg. Jeg blev nærmest lamslået. Det ene store træ efter det andet var/er skredet, væltet ned på stranden. Brinken formindsket kraftigt. Der havde været et par storme i løbet af efterår og vinter – og mindst en af stormene faldt sammen med højvande.
I første omgang registrerer jeg bare kaos og voldsomhed. Og en forståelse af udtrykket stormfald. Så sniger en lille tanke sig ind: det kunne have været sjovt at være her mens det skete. Selvfølgelig retter jeg mig selv – det er overhovedet ikke sjovt, det er nærmere en katastrofe. Sådan en tanke er bare ikke til at slå ned. Selv om jeg ville have været rædselslagen og sikkert var løbet væk, så er det fascinerende.
Dagen efter tog jeg igen til Gulstav med kamera. Og da havde jeg (næsten) vænnet mig til den nye tilstand. Det var igen blevet et vanligt sted.
