Mellem to forstadsområder til Esbjerg ligger Ådalen. Den ligger mellem Hjerting og Sædding og som navnet angiver, så løber der en å ud i Ho bugt, hvor den helt store å er Varde å. Åen i Ådalen er der nok folk, som vil kalde en bæk. Ligemeget – det er et spændende sted ved udløbet. Det er vadehav med masser af tidevand. Hele området er beskyttet i den laveste grad. Bevaringsværdig – men altså kun til en eller anden skifter mening

Tidligere kunne højvande bevirke at en del af ådalen fik presset vand op, og kystvejen blev oversvømmet. I dag er der etableret diger og sluse. Ovenikøbet aflejres der sand udenfor udløbet, og i de sidste par år er der sågar kommet vegetation – vist nok en invasiv art fra Amerika. Planterne kan klarer hel oversvømmelse og storm.

Jeg trisser tit en tur ned til vandet, og her er et par billeder taget over nogle dage lige omkring udløbet.

 

For cirka tyve år siden blev bogen, erklæret for at gå en langsom død i møde. Det var en almindelig opfattelse blandt fremtidsforskere at e-bogen ville erstatte den analoge papirudgave. Som bekendt er det ikke sket.

Det er der mange der er glade for. Papir kan brænde, og derfor kan man brænde en bog. Det er svært at se nyhedsværdien i denne oplysning. Igennem historien er store og berømte biblioteker brændt.

En bog og en mand og lidt tændvæske og nogle tjenestevillige journalister. Bogen skal være en udgave af koranen og manden skal hedde Rasmus Paludan.

Når hændelsen eller rettere pseudo-nyheden er sendt ud via alle elektroniske medier, er der gang i den. Lokummet brænder.

Gamle mænd med lange skæg ser vrede ud og meddeler, at de er krænkede. Jeg tror de nyder det.

Hvis det er så forfærdeligt at brænde en koran, så forstår jeg ikke at de er til salg. Det vil da være langt sikrere at leje dem ud.

Alt det virak og hysteri er fuldstændig ude af proportioner.

Det er en bog der er brændt. Ikke et menneske eller et dyr. En samling papir, en kopi blandt masser af kopier.

Normalt glæder jeg mig over at den analoge papirbog har overlevet – men jeg ville græde tørre tårer hvis koranen kun fandtes som e-bog.

Som forbruger oplysning: Bogen på fotoet hedder “Det skabende menneske” af P.V.Glob, udgivet af Nationalmuseet.

I går var det kyndelmisse, 2. februar. Jeg kan bedst lide betegnelsen “Kjørmes Knud”, som ligger bedre i munden eller sindet og er knap så religiøst præget. Det er en af mine yndlingsdage, og jeg stopper altid op i livet og funderer (uden altid at vide over hvad). Det hænger sammen med at traditionen siger, at halvdelen af vinteren er gået. Og os med brændeovn ved, at der skal (helst) være ligesåmeget brænde tilbage, som det der er brugt.

Og chancen/risikoen for isvinter er væsentlig reduceret – ikke helt udelukket, men næsten.

I år med ganske få frostdøgn og generelt mildt plusgradevejr er der masser af aktiviteter i naturen. Også i vores affældige pil på Langeland. Formentlig en spætte har benyttet sig af det bløde frostfrie ved og nærmest fræset et hul ud. Til glæde for småfugle med spinkle næb, der kan glæde sig over forarbejdet af spætten.

Af en eller anden grund synes jeg hullet i den faldefærdige pil passer godt til Kjørmes Knud. Selv om der er et langt spring fra min barndoms vrimlende sneflokke.