Bogense er nem at komme uden om i fysisk og geografisk forstand. Mentalt er det lykkedes Dansk Sprognævn at gøre det nærmest umuligt.

“Der er ca. 1,5 time med offentlig transport til den nærmeste videnskabelige institution, Syddansk Universitet i Odense.” pressemeddelelse på Dansk Sprognævns hjemmeside. Teksten er sikkert skrevet af en kommunikationsmedarbejder, ansat af Dansk Sprognævn. Rejseplanen angiver rejsetiden til 47 minutter.

Dansk Sprognævn har fået besked på, at de skal flytte til Bogense og det vil de meget nødigt (vil stampe-i-jorden ikke).

Jeg bryder mig ikke om at skulle tvangsforflyttes så hvorfor skulle medarbejderne ved Dansk Sprognævn kunne lide det. Det kan de jo sige, i stedet for at komme med halv-manipulerende udsagn.

Jeg snakkede med nogle af beboerne i Bogense, og en af dem forklarede at han var ked af den negative omtale, og at de (indbyggerne) ikke vidste om de skal le eller græde. De føler sig uretfærdigt ramt. Jeg tror, at det er den status som Dansk Spronævn har, der rammer hårdt. En status som en velrenommeret institution med rigtige akademikere. Ikke bare sædvanlige selvsupplerende økonomer og jurister, men lærde humanister der arbejder og forsker.

 

Nå, bortset fra Dansk Sprognævns hjemmeside, så kiggede jeg på nogle (nyere) bygninger på havnefronten i Bogensen. De var/er noget kedelige, på den her meget arkitektoniske måde, hvor udtrykket er lige så kreativt og varieret som forskellige mærker cowboybukser.

Det er formentlig det ringeste i Bogense, og selv sproglærde humanister kan vel holde det ud.

Uanset hvad det ender med, så ligger de sproglærde som de har redt med deres kommunikationsmedarbejder.

Turistinformationen ligger på havnen. Og jeg fik en forrygende god behandling. Jeg ville bare hente et par brochurer og en meget flink kvinde hjalp mig lynhurtigt og sagligt med masser af gode råd. Og humor.

Og så var det en rar oplevelse at gå rundt i byen. To gange fik jeg at vide, at der er to Bogense: vinter-Bogense og sommer-Bogense. Det er turisterne der gør forskellen. Byen har den største lystbådehavn på Fyn, ligger smukt og har et dejligt naturreservat Gyldensteen lige uden for byen. Og så ligger Æbelø klar med en ebbe-vej, sådan som jeg kender det her fra vadehavet.

Der var en god Cafe “Onkel” i en baggård. De var i fuld gang og, igen, særdeles venlige. På den gode måde.

Billederne herunder yder ikke helt Bogense retfærdighed. Byen er i virkeligheden meget bedre.

 

“Det værste, der kan hænde et fartøj, er at blive overrumplet af stormvejr ud for en kyst på læsiden. I denne situation bør følgende ……….regler iagttages: 1. sørg for, at deres fartøj aldrig kommer ud for en sådan situation… (Callingham: Sømandsskab. iflg. Len Deighton).

I Thorsminde på den jyske vestkyst ligger et museum tilegnet strandinger. Det er logisk når man tænker på ovenstående råd til unge sømænd. En del skibe kom alligevel i denne ulykke, og den største katastofe indtraf i 1811 i julen hvor to store orlogsskibe forliste og over 1300 søfolk druknede, kun 17 blev reddet.

Museet er fornuftigt bygget til at vise denne katastofe og andre strandinger. Der er ikke så meget pjat udefra og kræfterne er brugt indeni.

Vi, det vil sige Ove og jeg, besøgte museet den 14. marts 2018. Vi benyttede turen til osse at besøge Ringkøbing, Tim, Stadil og Vedersø. Og så spiste vi en god omgang fisk i Hvide Sande, frisk fisk. Ja, de bruger frisk fisk.

Jeg var egentlig ikke i humør til at fotografere, men Ove overtalte mig. Det er jeg glad for.

Vi snakkede med en rar fyr i Ringkøbing, som kunne fortælle lidt om udviklingen siden jeg havde min gang i byen for 30 år siden. Nordsøværftet lukket og hysterisk dyre boliger bygget på grunden ved havnen. Byen ligner ellers sig selv, lidt dukkeagtig og pæn.

Den helt store oplevelse var at se det kæmpestore ror, som er hentet op fra havbunden og som Strandingsmuset har udstillet i et tårn, bygget til formålet. Roret er 12 (tolv) meter højt. Fantastisk. Og så er der udsigt oppe fra tårnet, på toppen af roret.

 

 

Kan tiden klare sig selv? Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg er kommet i tvivl. Tidligere ville jeg med sindsro have sagt, at tiden klarer sig selv, at den er en underlig størrelse og i visse situationer, er den en hysterisk størrelse.

Min tvivl stammer først og fremmest fra et spørgsmål, jeg har fået stillet mange gange: “Kan du få tiden til at gå?”. Som sagt, det mener jeg da, at tiden klarer selv. At jeg ikke behøver påtage mig det ansvar. Men spørgsmålet stilles. Read more “Kan du få tiden til at gå?”