Efter to – tre kilometer på en meget smal dog asfalteret vej når man Ristinge Havn. Og der står man så. Og ser og ser – og tænker og tænker. Bliver glad, går rundt, nyder det lidt rodede og meget funktionelle. Alt ser holdbart ud og alt ser slidt ud. Det er overskueligt.

Langt ude i horisonten kan Marstal skimtes.

Det her kan du ikke fotografere for det bliver bare (og her er “bare” en nøjagtig beskrivelse) lidt joller og lidt net. Så efter den konstatering gik jeg i gang.

Havnens omgivende vand er lavbundet, så hvordan sejlrenden holdes fri er mig en gåde