Om et par måneder er det to år siden Inger og jeg købte hus i Bagenkop.
Forår 2021 besluttede vi at lade være med at slå græsset, undtagen i nogle stier. I første omgang blev græsset blot langt – og så lagde det sig ned. Nu er vi i gang med et nyt forår. Der er i hvert fald sket den forandring at græssetr laver totter. Bortset fra det så er der sommerfugle, insketer og en masse fugle. Der er osse rådyr og harer, derfor er nyplantede hyld (2020) og laurbær (2021) og figen (2021) indhegnet.
Det glæder mig, når jeg ser figurer i naturen. Jeg kan sidde eller stå og betragte dem, medens jeg fryder mig og spekulerer over hvordan de er dannet. Af og til tænker jeg osse på hvorfor – eller måske snarere hvorfor ikke. For det meste er det bare ren organisk perception og nydelse.
Billederne har jeg valgt fra to meget forskellige scenarier: Det ene er opskyllet tang efter en storm i slutningen af februar 2022, og det andet er et bøgetræ, som formentlig er omkring halvfjerds år.
Den korteste afstand mellem to punkter er en lige linie. Dette udsagn har stået uimodsagt og som hugget i sten altid. Altså al-tid forstået som bogstavelig talt al tid. Det pudsige er, at den korteste afstand i denne forstand er en abstraktion. Den findes ikke. Der er altid forhindringer, omveje eller afvigelser fra den ideelle forestilling. Og i sagens natur betragtes disse afvigelser som negative. Noget der skal undgås. Men det holder ikke stik. Se på en dyre-sti, en veksel, den angiver den mindst besværlige afstand og dermed den mest energieffektive afstand. Undtagen når stien tager det hensyn at dyret også skal komme sikkert og uset frem.
It is not the distance that makes hard the traveling; it is the traveling that makes hard the distance. (Doug Kershaw).
Der er ikke ret mange rette/lige linier i naturen. Her handler det om krumninger og foldninger og udposninger og indsnævringer og bugter og slyngninger. Det passer godt ind i ens sind, når man betragter disse figurer. Der er masser af gentagelser, masser af ens blade, mange ens græsstrå. De er bare aldrig helt ens. Selv snefnug er forskellige. Det giver en ro at se alle disse næsten gentagelser.
Modsætningen findes i planlagt byggeri og anlæg, hvor den korteste afstand og den identiske gentagelse er idealet. Boliger der er firkantede i en absurd funktionalitets (hellige) navn. Om det er virkningen eller årsagen er ikke nemt at gennemskue. Skal et hus bestå af lige firkanter fordi det er den mest profitable måde at bygge på, eller er det forestillingen om den mest ordentlige og ryddelige og hygiejniske og systematiske måde at leve/bo på?
Det er svært at frigøre sig fra, at arkitekten eller planlæggeren har tænkt, at »det er godt nok til dem«. På samme måde som boligblokke, der placeres med en afstand således at den samme byggekran kan række over to blokke, og så blæse være med om det nu er rart for kommende beboere at sidde og kigge ind i hinandens lejligheder eller gå mellem bygninger der fungerer som en vindtunnel.
Det mest forstyrrende ved nydelsen af spontane organiske former er tanken om formernes modsætning: det vinkel- og regelrette. Med en smule øvelse kan jeg efterhånden eliminere denne forstyrrelse.
It`s a good day for shining your shoes. It`s at good day for loosing the blues