Det er meget simpelt: lige som man kommer over lillebæltsbroen fra jyllandssiden, så skal man tage første afkørsel – og den kommer hurtigt – og 10 minutter efter er man i Strib. Hurtigere hvis man kender vejen. Her kan man kører helt ned til stranden og parkere lige ved siden af en torpedobunker.
Jeg fandt det en mangel i min opdragelse at jeg ikke har besøgt Strib. Det rådede jeg så bod på en rimelig behagelig vinterdag. Der er ikke meget at sige og ej heller at fotografere. Byen har den højeste gennemsnitlige husstands-indkomst på Fyn. Og tillykke med det. Et par lokale beboere viste sig meget venlige, da jeg kunne berolige med at jeg ikke var fra kommunen, men bare fra Esbjerg. Det er rart at det kan være tillidsvækkende.
Der er som vanlig ballade med husene, de gamle fiskerhytter og sommerhuse, i vandkanten. De blev opført med åbent sind for at højvandet kunne fjerne et par stykker i ny og næ. Nu er de attraktive (grunde) og så forlanger de nye ejere kystsikring. Tjah, det er ligesom hørt før. Om de to beboere jeg mødte er troværdige, og hvorfor skulle de ikke være det, så er Fredericia en miljømæssig katastrofe, hvor kun strømmen gennem Lillebælt nødtørftigt renser lidt ud ved at smide affaldet ud i de tilstødende havområder. Altså bortset fra det der alligevel når at ramme Stribkysten.
Jeg havde en god dag, men savnede en kafe. Billederne er lidt kedelige….
