(klik for stort billede)

Albert Einstein og Leopold Infeld skriver i afsnittet om tid i bogen “Det moderne verdensbillede” følgende:

“Hvad er et ur?
Den primitive subjektive følelse af, at tiden går sætter os i stand til at ordne vore indtryk og at afgøre om en begivenhed finder sted tidligere, en anden begivenhed senere, men for at vise, at tidsintervallet mellem to begivenheder er 2 sekunder, behøver vi et ur. Ved brugen af et ur bliver tidsbegrebet objektivt. Ethvert fysisk fænomen kan benyttes som et ur, forudsat at det kan gentages nøjagtigt så tit det skal være. Tages tidsintervallet mellem begyndelsen og slutningen af en sådan begivenhed som tidsenhed, kan vilkårlige tidsintervaller måles ved gentagelse af denne fysiske proces. Alle ure fra det simple timeglas til de mest forfinede instrumenter er baseret på denne tanke.”

Det er altid interessant at tænke over tid, også selvom det nogle gange kan virke som at gå i ring. Alligevel bliver jeg overrasket over, hvor meget der har med tid at gøre. Ikke bare det almindelige om at have, eller se ud til at have, travlt, og altså underskud af tid. Jeg tænker mere på tid som en egenskab ved ting. Der er vældig forskel på om noget er nyt, i forståelsen lige færdig i produktionsprocessen, eller om det er ældre. Af en eller anden grund bliver opmærksomheden tiltrukket af helt nyt eller helt gammelt. Midt imellem virker ikke – synd, for det er her kvaliteten viser sig.

Nogle gange bliver alderen til forfald. Og det kan gå overraskende hurtigt. Men er det tid? Det er jo processer; og ja, processer er kendetegnet ved tid. Træ og metal, der har ligget 70-80 år i et saltholdigt miljø, præges selv om det oprindelige bevares.

Anderledes med en brand i en glasfiberbåd. Det er grimt, grænsende til det uhyggelige.

Det falder mig stadig svært helt at erkende tiden som en dimension ved rummet på linie med længde, bredde og højde. Hvis det bare handler om at bestemme “før” og “efter” så kan man bare stable ting ovenpå hinanden. Det gik så op for mig, at det jo bare er at udskifte en dimension med en anden, og derfor nærmere et argument for tid som en rumlig dimension. Selv om man ikke skal se bort fra, at det med at stable oppå (eller aflejre først) flugter med geologernes forståelse.

Geologernes tidsforståelse med tusinder og millioner af år har jeg også vanskeligt ved at rumme. Ligesom astronomernes afstande, der er så store, at de osse kniber for astronomerne selv at fatte, så de laver et kunstgreb med lysår. Som om der er nogen, der har en erkendelse af hvor lang en distance en lysbølge med tre hundrede tusinde kilometer i sekundet tilbagelægger på et år. For mange rækker det at tænke meeeget laangt.

Forresten, så har det lige været nytår.

Einstein og Infelds bog er fra 1938, så knap 90 år på bagen.