(klik på billederne)

Som regel befinder jeg mig godt i efteråret. Det er nemt at føle sig hjemme. Ting og steder man har oplevet før begynder at ændre sig på en måde, som virker beroligende. Det er nærliggende at beskrive det som forfald, men ikke på den måde en bygning forfalder for at gå til grunde. I efteråret er forfaldet vejen til en opståen. Altså først når forfaldet har fået lov til at virke.

Naturen har ikke noget efterår – naturen er bare natur

Det er noget som sker inde i hovedet. Det er det hele: efteråret er bare noget, som nogle mennesker har fundet på for bedre at kunne snakke om jordens kredsløb om solen. Tidligere havde man sommer og vinter som en opdeling, og endnu tidligere har man formentlig kun haft hele året. Om man så lod året begynde i vinterens mørke eller i sommerens lyshed.

Jorden kredsløb manifestere sig i en cyklus af liv, vokseværk og henfald.

I modsætning til foråret der kan virke noget hektisk, så er efteråret en rolig tid. En storm eller næsten storm et par dage og så ro på igen. Der bliver færre lyse timer og temperaturen falder. I foråret er det hektisk, hele tiden skyder der noget nyt op og frem. Man bliver lidt urolig og spændt. Og er måske lidt usikker på om man kan følge med. Adskillige folk med græsplæne giver op og installerer en mekanisk afgræsser.

I en skov er der træer med grene og blade og når bladene så begynder at falde af, er der langt bedre mulighed, for at se hvad der rør sig. Mest småfugle som i forbløffende grad ligner blade. Man kan filosofere over hvor mange, eller navnlig hvor få, træer der skal til, for at man kan kalde det en skov. For mig skal det bare være sådan, at der er træer hele vejen rundt. Når bladene så er væk, så skal der flere træer til. Det er kke så godt hvis træerne er alt for ordnede, hvis de står i række og geled, så ligner det for meget en plantage eller en juletræsmark. Vildnis er et godt ord – og det er der eddermame ikke ret meget af.

Det sker alt sammen i hovedet, men det er i kroppen det mærkes. Når mørket falder på så er det i mol, lyset er væk og skyerne forhindre månen i at trænge igennem. Det kan mærkes helt ind i knoglerne. Efterår er alvor.

Den 7. september 2025 vil en blodmåne vise sig over Danmark (hvis det altså ikke er overskyet). Der var indslag på dr vejret og opfordring til ikke at gå glip af en enestående begivenhed.

Så afsted med stativ og kamera – og vist desværre med hovedet under armen. Det lærer man af.

Om begivenheden er så enestående, vil jeg lade være usagt – men det var sjovt. Først og fremmest kunne jeg ikke se en skid. Dels var jeg ikke rigtig verdenshjørne-orienteret, og så havde jeg glemt, at blodmånen er et resultat af en måneformørkelse. Den var meget mørk i starten – faktisk usynlig.

Det hjalp så lidt som formørkelsen aftog – men det gjorde det blodige islæt så osse.

Jeg gav den fuld skrald på lukketiden (helt op til 20 sekunder) og lav iso og middel blænde. Stativet er solidt så uskarpheden kommer af at månen faktisk når at bevæge sig. Tjah.

Billederne her er for at dokumentere at jeg fulgte dr.s opfordring – og på trods af alle manglerne synes jeg de er sjove og lidt interessante. Det var en rigtig spændende oplevelse. Og så er Bagenkop et fint sted for at undgå for megen lysforurening.

Vante steder og områder er netop vante, fordi man jævnlig besøger dem. Man ved hvad  man kan forvente, og i reglen ser man kun små og årstidsbestemte forandringer, mest tydeligt forår og efterår, hvor farverne skifter. Ellers er det i småtingsafdelingen: der er kommet et svanepar, en bunke fjer efter en rovfugl, en landmand der har sat store traktorspor etc.. Gode trygge småforandringer.

Gulstav er et vanligt sted for mig.

I februar/24 var der gået et par måneder siden sidste besøg. Jeg blev nærmest lamslået. Det ene store træ efter det andet var/er skredet, væltet ned på stranden. Brinken formindsket kraftigt. Der havde været et par storme i løbet af efterår og vinter – og mindst en af stormene faldt sammen med højvande.

I første omgang registrerer jeg bare kaos og voldsomhed. Og en forståelse af udtrykket stormfald. Så sniger en lille tanke sig ind: det kunne have været sjovt at være her mens det skete. Selvfølgelig retter jeg mig selv – det er overhovedet ikke sjovt, det er nærmere en katastrofe. Sådan en tanke er bare ikke til at slå ned. Selv om jeg ville have været rædselslagen og sikkert var løbet væk, så er det fascinerende.

Dagen efter tog jeg igen til Gulstav med kamera. Og da havde jeg (næsten) vænnet mig til den nye tilstand. Det var igen blevet et vanligt sted.