En bog

 

For cirka tyve år siden blev bogen, erklæret for at gå en langsom død i møde. Det var en almindelig opfattelse blandt fremtidsforskere at e-bogen ville erstatte den analoge papirudgave. Som bekendt er det ikke sket.

Det er der mange der er glade for. Papir kan brænde, og derfor kan man brænde en bog. Det er svært at se nyhedsværdien i denne oplysning. Igennem historien er store og berømte biblioteker brændt.

En bog og en mand og lidt tændvæske og nogle tjenestevillige journalister. Bogen skal være en udgave af koranen og manden skal hedde Rasmus Paludan.

Når hændelsen eller rettere pseudo-nyheden er sendt ud via alle elektroniske medier, er der gang i den. Lokummet brænder.

Gamle mænd med lange skæg ser vrede ud og meddeler, at de er krænkede. Jeg tror de nyder det.

Hvis det er så forfærdeligt at brænde en koran, så forstår jeg ikke at de er til salg. Det vil da være langt sikrere at leje dem ud.

Alt det virak og hysteri er fuldstændig ude af proportioner.

Det er en bog der er brændt. Ikke et menneske eller et dyr. En samling papir, en kopi blandt masser af kopier.

Normalt glæder jeg mig over at den analoge papirbog har overlevet – men jeg ville græde tørre tårer hvis koranen kun fandtes som e-bog.

Som forbruger oplysning: Bogen på fotoet hedder “Det skabende menneske” af P.V.Glob, udgivet af Nationalmuseet.

Kjørmes Knud

I går var det kyndelmisse, 2. februar. Jeg kan bedst lide betegnelsen “Kjørmes Knud”, som ligger bedre i munden eller sindet og er knap så religiøst præget. Det er en af mine yndlingsdage, og jeg stopper altid op i livet og funderer (uden altid at vide over hvad). Det hænger sammen med at traditionen siger, at halvdelen af vinteren er gået. Og os med brændeovn ved, at der skal (helst) være ligesåmeget brænde tilbage, som det der er brugt.

Og chancen/risikoen for isvinter er væsentlig reduceret – ikke helt udelukket, men næsten.

I år med ganske få frostdøgn og generelt mildt plusgradevejr er der masser af aktiviteter i naturen. Også i vores affældige pil på Langeland. Formentlig en spætte har benyttet sig af det bløde frostfrie ved og nærmest fræset et hul ud. Til glæde for småfugle med spinkle næb, der kan glæde sig over forarbejdet af spætten.

Af en eller anden grund synes jeg hullet i den faldefærdige pil passer godt til Kjørmes Knud. Selv om der er et langt spring fra min barndoms vrimlende sneflokke.

Bus 161, Lanzarote

Bus nummer 161 på Lanzarote er værd at stifte bekendtskab med. Særlig når man bor i Puerto del Carmen.

Når man ankommmer til Arricife lufthavn så holder bussen lige udenfor lufthavnsbygningen. Hvis man har bestilt bustransport med rejsebureauet til nogle hundrede kroner, så bliver man nødt til at gå knap en halv kilometer. Ventetiden er som regel til bus 161 fordel. Turen koster 1.70 euro.

Vi har tit lejet en bil på vores ferier, men er i højere grad gået over til at tage med bus. Det er 03 til Arricife og derfra skift til resten af øen. Kørerplaner er vejledende og kan bedst bruges til at få et overblik over antal afgange.

Men altså bus 161. Den kører gennem Puerto del Carmen og via Puerto Calero og Yatze til færgehavnen i Playa Blanca. Og vi er stået af alle stederne. Puerto Calero for at gå tilbage til Puerto del Carmen langs klippekysten. Yatze for at bestige en vulkan fra hvis top man kan se ud over den del af Lanzarote, der blev lagt øde ved store vulkanudbrud sidst i 17 hundrede tallet. I dag kaldes området for ildbjergene, og der er stadig vulkansk aktivitet. Og man kan se ind over resten af øen med den særprægede vegetation og de mange vulkaner. Montana de la Cinta er navnet på vulkanen og man er cirka 500 meter over havets overflade. Det er en stejl op- og nedstigning, anstrengende og med risiko for at udsigten på toppen forstyrres/forhindres af blæsevejr.

Playa Blanca er mest interessant fordi den ligger helt syd – og der går en udmærket promenadetur til fyret på den sydlige spids.

Arricife er hovedstad og som sådan vel nærmest en pligt at besøge. Vi har aldrig fundet os tilrette i og med byen. Den er nærmest grim. Der er et rart gammelt havneområde, og så er der en isbar med den bedste is på Lanzarote.