For cirka tyve år siden blev bogen, erklæret for at gå en langsom død i møde. Det var en almindelig opfattelse blandt fremtidsforskere at e-bogen ville erstatte den analoge papirudgave. Som bekendt er det ikke sket.
Det er der mange der er glade for. Papir kan brænde, og derfor kan man brænde en bog. Det er svært at se nyhedsværdien i denne oplysning. Igennem historien er store og berømte biblioteker brændt.
En bog og en mand og lidt tændvæske og nogle tjenestevillige journalister. Bogen skal være en udgave af koranen og manden skal hedde Rasmus Paludan.
Når hændelsen eller rettere pseudo-nyheden er sendt ud via alle elektroniske medier, er der gang i den. Lokummet brænder.
Gamle mænd med lange skæg ser vrede ud og meddeler, at de er krænkede. Jeg tror de nyder det.
Hvis det er så forfærdeligt at brænde en koran, så forstår jeg ikke at de er til salg. Det vil da være langt sikrere at leje dem ud.
Alt det virak og hysteri er fuldstændig ude af proportioner.
Det er en bog der er brændt. Ikke et menneske eller et dyr. En samling papir, en kopi blandt masser af kopier.
Normalt glæder jeg mig over at den analoge papirbog har overlevet – men jeg ville græde tørre tårer hvis koranen kun fandtes som e-bog.
Som forbruger oplysning: Bogen på fotoet hedder “Det skabende menneske” af P.V.Glob, udgivet af Nationalmuseet.













