Kjørmes Knud

I går var det kyndelmisse, 2. februar. Jeg kan bedst lide betegnelsen “Kjørmes Knud”, som ligger bedre i munden eller sindet og er knap så religiøst præget. Det er en af mine yndlingsdage, og jeg stopper altid op i livet og funderer (uden altid at vide over hvad). Det hænger sammen med at traditionen siger, at halvdelen af vinteren er gået. Og os med brændeovn ved, at der skal (helst) være ligesåmeget brænde tilbage, som det der er brugt.

Og chancen/risikoen for isvinter er væsentlig reduceret – ikke helt udelukket, men næsten.

I år med ganske få frostdøgn og generelt mildt plusgradevejr er der masser af aktiviteter i naturen. Også i vores affældige pil på Langeland. Formentlig en spætte har benyttet sig af det bløde frostfrie ved og nærmest fræset et hul ud. Til glæde for småfugle med spinkle næb, der kan glæde sig over forarbejdet af spætten.

Af en eller anden grund synes jeg hullet i den faldefærdige pil passer godt til Kjørmes Knud. Selv om der er et langt spring fra min barndoms vrimlende sneflokke.