Kan tiden klare sig selv? Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg er kommet i tvivl. Tidligere ville jeg med sindsro have sagt, at tiden klarer sig selv, at den er en underlig størrelse og i visse situationer, er den en hysterisk størrelse.
Min tvivl stammer først og fremmest fra et spørgsmål, jeg har fået stillet mange gange: “Kan du få tiden til at gå?”. Som sagt, det mener jeg da, at tiden klarer selv. At jeg ikke behøver påtage mig det ansvar. Men spørgsmålet stilles. Karakteristisk er det min status som ikke tilknyttet arbejdsmarkedet, der initierer spørgsmålet. Måske ville det være klogere, at spørge personer med tilknytning til arbejdsmarkedet, om de får tiden til at gå. Eventuelt udvide spørgsmålet til, hvordan de bærer sig ad?
På den anden side er det da rart at blive tillagt ansvar og betydning. Dog, jeg vil ikke tage ansvar for tidens gang på mig, hvor smigrende det end end kunne være.
Jeg aner ikke hvad tid er.
Det var først og fremmest kirken, som havde behov for tid, så (tide)bønnerne kunne passes. Landbruget kunne klare sig med årstiderne. Det var ikke nok for kirken. Den havde både brug for kalender og klokkeringning. Så derfor spørger vi om, hvad klokken er?
Tid er et personligt anliggende. Så når spørgsmålet “kan du få tiden til at gå?” stilles, så ligger der meget mere i det. Der er tale om moral. Din tid er dit ansvar. Nu ikke noget med at sløse tiden væk. Der er nok en nær forbindelse til dovenskab, som en af de syv dødssynder. Spørgeren har den moralske ret og måske ligefrem forpligtigelse til, at kræve dig til ansvar for, hvordan du anvender din tid. En forpligtigelse som mange ikke har noget i mod at tage på sig. Og som så mange andre overgreb, sker det under dække af en bekymring. Det eneste rigtige svar er selvfølgelig, at det ikke er en sag som rager spørgeren.
Personlig er det sjældent, at jeg giver spørgeren det svar han fortjener.
Det skyldes dels en form for konfliktskyhed, men ikke kun det. Også en fornemmelse af, at det er i orden at stille et så uforskammet personligt spørgsmål. Det ligger i kulturen.
Omdrejningspunktet for samfundet er penge og arbejde. Og på en forunderlig måde bliver tid blandet ind i det. “Tid er penge”. I virkeligheden er det penge, der er omdrejningspunktet, men det ligger for nær ved en af de andre dødssynder: grådighed. så i anstændighedens navn udnævnes arbejde til den højeste dyd. Og bekvemt nok for den dydige, hersker der ingen klar forståelse af hvad arbejde er, altså bortset fra at det er aktiviteter den enkelte får penge for. Modsat er fornøjelse aktiviteter den enkelte betaler for.
Tid bliver blandet ind i arbejde når der tales om arbejdsløn. Lønnet arbejde har ikke så meget med fysisk eller psykisk aktivitet at gøre, som det har at gøre med tid, at den enkelte deponerer sin råderet over egen tid/tidsrum til andre mod betaling. Når man arbejder for en arbejdsgiver, så har man den tid som arbejdsgiveren afsætter – og så bliver det jo på sin vis hans opgave, at “få tiden til at gå”.
Hvis man, som jeg, har tilbragt en stor del af sit liv under forhold, hvor andre dels bestemte hvilke opgaver man skal lave, hvilken kvalitet de skal have, og hvor lang tid opgaven må tage, så ligger der et fantastisk frihedsrum udenfor arbejdsrummet.
Det allerførste man gør, når man slipper fri, er at smide tiden væk. Mange af de opgaver og aktiviteter arbejdet ellers har indeholdt er gode nok – ellers skulle man/jeg nok have valgt noget andet. Når tiden trækkes ud som parameter forbedres kvaliteten og tilfredsstillelsen.
Som det næste opdager man, hvor definerende arbejdstiden er for resten af tiden. Projekter og aktiviteter bliver henlagt til weekender (og “fridage”) og kommer også her under pres for at blive nået, inden arbejdstiden begynder igen. Det ender med, at “man lige så godt kunne ha’ været på arbejde”.
Jeg har ikke noget ønske om at få tiden til at gå – og ej heller det modsatte. Jeg nyder tiden, som nogle gange forsvinder lynende hurtigt, hvor såvel krop og sjæl er opslugt. Andre gange trækkes tiden følelsesmæssigt ud i absurditeter, som at vente (objektivt ganske kort tid) i en butikskø. Jeg holder meget af tid og jeg hader generelt set tidsstyring og tidsregnskab.
Og jeg har det som Broby-Johansen, der om “fritid” sagde nogenlunde således: “fritid, hvilken meningsløshed at forestille sig fri for tid”.
(jeg vil måske fortsættet med at skrive om tid. En gang – hvis jeg får tid.)
Kære Klaus.
Det er en stor fornøjelse at læse dine tanker om tid. Tiden er interessant! Du får nuancer med, som ikke lige faldt mig ind – og det er jo det, der beriger – også når vil tilbringer ‘tid’ sammen. Bodil Jönsson, der har skrevet bogen ‘Ti tanker om tid”, siger så vidt jeg husker: Tid er det eneste du har!
Det er jo en smule provokerende i et samfund, hvor det i sig selv næsten er blevet en værdi/ dyd ‘ikke at have tid’ … til noget som helst? Så er man en betydningsfuld person.
Jeg tror, at rigtig mange stiller dig spørgsmålet, fordi de (mig selv inklusive) er rædselsslagne for ikke at kunne få tiden til at gå eller nyde tiden uden et arbejde.
Jeg er en STOR beundrer af, hvordan du i den grad nyder tiden! Jeg synes, du er fantastisk til at bruge tiden på en for dig god måde. At strække/ trække den ud, at nyde den, at bruge den, at filosofere over den og at have den og give ud af den. Tiden.
Så bliv ved med det, hvis/ når du engang får tid 🙂
Sikken et dejligt lille essay, som så fint rammer ned i min egen gøren og laden. Omend jeg aldrig har formuleret mig så godt om det.
Samtidig en stor undskyldning for at ha’ været én af den skare af mennesker, der har formastet mig til at stille spørgsmålet “Kan du få tiden til at gå”. Indser nu – takket være dig -hvor tåbeligt et spørgsmål det i virkeligheden er!
Tak for din kommentar