På den her tid af året.
I skrivende stund er det den tiende februar, og jeg er lige kommet ind efter at have været et par timer i haven, mest med at save lidt brænde med motorsav og klippe optændingspinde af kviste og grene. Det er frost og klart solskin. Sidste år på denne tid var jeg i gang med at lægge brosten som gulv i min nye vinterstue eller måske snarere vinterkammer. Og året før gik jeg rundt og savede træer ned. Min pointe er at uanset hvad, corona, frost snestorm så går man, i hvert fald jeg, i gang i haven på den her tid. Det er som om det nu har været mørkt og inaktivt nok.
Nu skal man endelig ikke tro at jeg er havemenneske. Jeg har tusinde kvadratmeter jord, hvor jeg har utallige træer og buske både købt og selvsået og de er i meget forskellig forfatning. Mine blommer, to træer, gav een blomme. Nu har jeg skåret det ene blommetræ godt ned og plantet endnu et blommetræ. Kirsebærerne æder solsortene og stikkelbærerne dør stille og roligt. Der er osse en del græs. Så har jeg et par stykker jord, hvor der er blomster og det er sjovt. Om det er en succes eller ej, ved jeg ikke, men det er vældig spændende at se hvad der sker. Jeg har aldrig været i stand til at have en prydhave, og lige for tiden ser det næsten ud til, at jeg er moderne med vild have. Det er mere manglende evner end planlægning. Det er for så vidt osse naturligt.
Vadehavet er ved at fryse til. Det skal der noget til med al den bevægelse tidevandet skaber, men det har osse været meget koldt om natten, under ti graders frost. Ude ved Hjerting hvor der normalt er masser af mennesker på dage med klar sol og ingen vind, er der kun en håndfuld. Og de fleste er bare lige ude et par minutter og så ind i bilen igen. En halv time med kameraet og så var fingrene ved at blive stive.
I skiskydning fra Pokljuka bruger produceren halve og hele minutter på at vise et rutefly mod den blå vinterhimmel. Det er tegn på corona og nedlukning.
I dag 22 februar er det meget behageligt at komme ind ude fra haven. Der er omkring 8 graders varme så ikke noget behov for lange underbukser. Solen kan mærkes. Når jeg går ud, så handler det mest af alt om blot det at komme ud. Så kan jeg kigger omkring og se hvad der måske kunne være at give sig i kast med. Sådan osse i dag.
Faktisk var jeg træt. Det ved jeg går over, når jeg tager mit gamle udekluns på. Jeg tusser så rundt og tænker lidt på træthed. I går sluttede wm i skiskydning på den sædvanlige måde med nogle usædvanlige atleter, som laver det fuldstændig umulige. Fint og de skal have deres kredit. I dag tænker jeg mere på de, som er længere nede i rækken , som er trætte, og som vi som fjernsynsseer ikke kan følge så tæt. Det er i glimt. Og det er glimt af træthed. Skiskytterne slutter med en samlet start for de 30 bedste, hvor de løber fem gange rundt på en bane 2,5 km for kvinder og 3 km for mænd. Efter hver runde skal de skyde fem skud.
Nogle af dem har været med i syv løb. Og resultaterne tæller alle sammen i det, der kaldes den samlede worldcup. Når de går ud på tredie eller fjerde runde og ind til tredie eller fjerde skudserie, kan jeg næsten fysisk føle/se mine tanker om træthed genspejlet. “Får det da aldrig en ende?” “Årh-nej endnu en misser”. “Kors i røven nu kommen den monsterbakke igen”. “Bare jeg nu ikke ryger ud i svinget”. “Hvorfor er der beton i mit ene lår?” Og værst af alt: “Hvorfor gør jeg det her?”
Man skal lidt ned i rækkerne – de første er tit nogenlunde upåvirkede,, sådan da. Stakkels italienske Lisa Vittozzi, laver en perfekt skudserie og bliver så overhalet af et kobbel norske terrier. Det gør ondt at se på, men det er til at holde ud. Det er ikke pinlige og grådkvalte scener skabt af journalister. Uanset hvor trætte og udmattede skiskytterne er, så præsterer de på et niveau, der kun kalder på beundring.
Egentlig skal man tit ned i rækkerne for at få glæde af at se på sport. Det er her, man kan se hvor svært det er. Den sport som udsendes i tv er ofte at ligne med cirkus. Og eftersom hverken tilskuer eller journalist har indsigt i hvad der foregår, så kommer det uvægerligt til at handle om, hvad den enkelte udøver føler. Jeg tror aldrig at jeg har set en journalist spørge fx en længdespringer om tilløb eller afsæt. Eller vejret for den sags skyld. Noget af det bedste sport jeg har set var dm i atletik på Esbjerg atletikstadion. Det var topatleter, men også med fejl og kiks – og rigtigt i virkeligheden.
Om en uge bliver det marts. Da er jeg nok på Langeland. Må se om jeg kan finde noget andet end havnen i Bagenkop at fotografere.
