Klart eller diset

Klar tekst er tekst som er skrevet lige ud ad landevejen og kan læses umiddelbart. I modsætning til tekst skrevet i kode. Jamen det er da ganske forståeligt – eller hvad? Tjah for det første så skal man altså kunne forstå sproget. Klar tekst på engelsk er ikke klar tekst for en dansker. Det er en ting. Klar tekst fordrer et sprogkendskab. Selv med alle forudsætninger i orden er klar tekst ikke klar tekst. Det er bare den tekst som er skrevet, den har ikke nødvendigvis ret meget med virkeligheden at gøre, lige som den ikke nødvendigvis har ret megen sammenhæng med det, som skribenten gerne vil udtrykke. Han skriver kun det han kan, og ikke det han vil.

Enhver som har forsøgt sig, ved – har oplevet – hvor umuligt det er at finde de rigtige ord og de rigtige sætninger, som lige rammer. En gang læste jeg at Heidegger skrev, at han krøb i ly bag ordene. De rejser sig som et beskyttelses-bolværk for subjektet. I forbindelse med skriftlige eksamensopgaver synes jeg, at jeg forstår, hvad han mener. Ord og formuleringer skal helst være uangribelige, og når man er under uddannelse og skal bedømmes, så er det vel rimeligt at forsøge sig med noget beskyttelse, hvad enten det resultere i masser af “formodentlig”, “måske” o.l., eller reulterer i en (selv)censur hvor ens egen reelle mening undertrykkes.

Det ender i noget andet end “klar tekst”, nemlig en forbeholden tekst. Den bliver ulden, uklar eller tåget, diset.

Jeg beundrer forfattere som kan skrive “klar tekst” for de findes, og nogle af forfatterne kan gøre det på en sådan måde at sætningerne ovenikøbet er en fryd at læse. Og for mig er det ligegyldigt, om det er faglitteratur eller skønlitteratur. Med mine begrænsninger er jeg tit ikke i stand til at afgøre om det er oversætteren, der er hvinende dygtig, men jeg forestiller mig ikke at en dygtig oversætter kan få noget godt ud af et dårligt forlæg. Og jeg ved, at en dårlig oversætter kan ødelægge det bedste forlæg.

Min blog handler om tekst og foto. Det står der. Og det er mit alibi for at skrive om tekst. (et lille ord-bolværk). Tekst er forunderlig. Tekst er ufattelig.

“Et billede siger mere end tusind ord”. “Show it – don’t tell it”. Begge udsagn har jeg tilsluttet mig i mange år. Det er forbi nu. Jeg har set masser af billeder, som ikke betyder et hak. Og jeg har læst tekster, som har fyldt mit sind med betydning. Og det er sjældent tekster af “show-it” karakteren. Måske tværtimod.

Som fotograf arbejder jeg med skarphed. Det har jeg altid gjort og købt ind efter. Når jeg så har konstateret at objektivet har den fornødne skaphed, så bliver skarpheden mindre betydningsfuld. Det er ikke altid at et motiv formidler sin betydning ved total lyssætning og skarphed, kontrast og farvemætning. Jeg gætter på, at det samme gør sig gældende for en forfatter. Når han/hun en gang har konstateret sin formåen til at udtrykke sig klart og utvetydigt, så opstår der et behov for at formidle det mere uvisse og dunkle. Jeg er fascineret af sammenhængen mellem tekst og billeder.

Jeg læser for få digte. Det er mærkeligt for jeg ved hvor stor en oplevelse et digt kan give.

Jeg ser mange billeder (fotos) og det er jeg glad for. Alligevel tænker jeg tit, at det er mærkeligt så få der sætter sig i mit sind.

Der er et særligt underligt forhold mellem tekst og billede, nemlig når et billede gives en titel. Jeg har diskuteret det med (kunst)malere et par gange. En maler fortalte mig, at han ikke havde lyst til at give sine værker en titel, men hans gallerist ønskede det, fordi titlen gjorde det nemmere at sælge. Køberen fik lidt mere sikkerhed når kunstneren havde deklareret meningen (var antagelsen). Altså udover titler som “værk 21”.

Der findes værker, jeg har svært ved at forestille mig uden en titel: Guernica af Picasso, Den lange rejse af Jorn, bare for at nævne et par.

Fotografen Henri Cartier-Bresson gav sine billeder en sted-betegnelse, f.eks. Place de l’Europe. Gare Saint Lazare, der er titlen på et af hans mest berømte fotos, der viser en mand som springer over en vandpyt. Titlen er da ikke urelevant og den tilfører et element til billedet. Alligevel tænker jeg at billedet kunne klare sig fint alene, uden at beskueren har titlen at læne sig op ad.

Både tekst og foto ses på en skærm. Både tekst og foto kan jeg bedst lide i en bog. På tryk. På print. De billeder som jeg bedst kan lide er fra tiden med analog foto. Det er i høj grad sort hvid foto. Selv arbejder jeg digitalt med meget sjældne print. Redigering er konservativ. Jeg laver ikke noget som ikke kunne forgå i et analogt mørkekammer. Der findes fremragende fotoshoppede billeder, og for mig er der ikke særlig forskel på om man opnår resultaterne ved opstilling eller redigering. For min skyld må man gøre personer tykke,tynde eller hvad man kan finde på. Det er bare ikke min metode.

Hvor god er den skærm et billede eller en tekst præsenteres på? Det har hverken fotografen eller forfatteren indflydelse på. Der er meget stor forskel på en smartphone-skærm og en desktop skærm. Der er stor forskel på tekst fonte, størrelse og vægt. Det taler for den analoge præsentation som print/tryk. Også her er der forskel i materialet og man kan blive ved og ved. I bund og grund er det en “never-ending story”. På Bornholm så jeg helleristninger og det var både billede og tekst i sten nærmest uforgængeligt og præsenteret i det lys, der nu en gang var tilstede. Endelig en form for konsekvent præsentation, og hvad gør jeg – jo, begynder at fotografere.

Det afgørende er at hverken billede eller tekst er virkelighed. Heri ligger ikke en dom om, at billeder eller tekster er ringere end virkeligheden.

Fra Sneum sluse, klik på billeder for præsentation.