Min mor Agnes døde for 6 uger siden, og for et par dage siden satte jeg sammen med min datter urnen i jorden. Det var en god oplevelse. Og det var en mere indholdsrig oplevelse end jeg havde forventet – til den gode side. Der var gået en del tid med mange praktiske gøremål, advokat, bedemand, kirkegårdsadministration, boligadministration, spisested, synsmand, skifteret etc.. Stort set har det været en god kontakt, undtagelser er kirkegårdsadministration og skifteret. Og så er der en oplevelse af, at der er mange, som gerne vil have del i hvad, der måtte være af penge. Det er dyrt at dø i Danmark, for nu at genbruge Len Deightons titel ”Det er dyrt at dø i Paris”.
Er det noget at skrive om på min blog? Det hører hjemme på min blog, fordi det er mit formål at bringe tekster og foto som af en eller anden grund har betydning for mig. Og så tilhører alt på denne blog mig og ikke en eller anden annonceudbyder. Det står helt klart at jeg ikke vil skrive om det på facebook. Der er alt for mange læsere, og så synes jeg ikke at oplysningerne rager et amerikansk annoncefirma.
Min far har en mindesten på Vestre Kirkegård i Århus, og samme sted skal min mors urne stå. Det er en såkaldt skovkirkegård, hvor der ingen vedligehold er, fordi græsslåmakinen kan kører lige henover. Det sætter store begrænsninger for blomster. Jeg har ikke overrendt min fars mindesten, men jeg er glad for at den er der. Og jeg glæder mig til at få min mors navn på.
På billedet under teksten står jeg ved min fars mindesten og hullet, hvor min mors urne er nedsat. Og det er det. Jeg har flere billeder hvor urnen figurerer, men dem synes jeg ikke skal vises. Urnen var større end jeg troede. Kirkegårsbetjenten fortalte, at der ved kremeringen er en keramisk plade med data som følger asken hele vejen og der er dobbelt kontrol, så man er sikker på at asken virkelig er fra min mor. Det er rart at vide. I det hele taget er der mange tanker som dukker op.
Opdatering 14 juni:
Stenen er nu på plads.
