Riv ned – byg op

Opdatering (links virker når blogposten er åben):
20. juni
25. juni
28. juni
nogle dage senere
7. juli mv.
12. juli
16. juli
21. juli
Der skulle ikke tænkes
Tag kommentar
Det er blevet september
Noget helt andet

I de seneste to uger har den stået på nedrivning og genetablering af et nyt vindfang. Kort sagt jeg er i bygge-mode. Det handler om at rive det meste af et vindfang ned og så opbygge med nye vægge og nyt tag, men uden at ødelægge elinstallationer.

Jeg har glædet mig til at komme i gang og egentlig ville jeg være begyndt for et par måneder siden. Men nu blev det med start i nærmest hedebølge. Min ide var at tage den med ro og sådan bare gå til og fra arbejdet. Det blev der ikke meget af. Det var med at komme i gang om morgenen inden varmen slog i gennem og så igen hen under aften. Og da temperaturen faldt, så var taget pillet af, og jeg gik hele tiden med nervøsitet for om der kommer regn. Så det rolige og hyggelige blev afløst af, at der hele tiden var nogle ting, som det vil være smart at få færdig (så der i det mindste kan smides en presenning over).

Og med en vejrmelding om en kuling midt i det hele sammen med regn, så er det ikke rart, hvis der ikke kan dækkes godt af.

Nu er der undertag (træ) på halvdelen og resten er presenning klar.

Jeg har ondt i højre arm. Meget. Som om hele armen er ramt af seneskedehindebetændelse. Det er den ikke. Det er vildt, og jeg kan kun sove et par timer ad gangen om natten. Det er overanstrengelse af en lille kontorarm. Fire gange fire tommer tømmer og brækjern på overarbejde. Det er simpelthen seriøse smerter og jeg tænker at jeg da ikke kan holde en hammer. Når jeg så er i gang, så går det. Tjah – og så er lysken smadret af at balancere på stiger. Nu skal der holdes et par dages pause.

Det er dejligt arbejde. Hele tiden skal der findes ud af. Og så er det rart at få brug for den dynge værktøj, jeg har samlet. Det er håndværktøj, gammeldags sav, hammer, stemmejern osv. Og så en bore/skruemaskine. Tømmeret har haft det slemt i varmen, selv om jeg har haft det i skyggen.

Jeg har prøvet det før, men forbløffes stadig over så lang tid forberedelserne tager. Opmåling og eftermåling. Det er nedrivningsdelen som plager mest. Hvor skal man dog gøre af alt det affald – og der er da osse en masse, som det er synd at kassere.

Det er ikke noget stort projekt i forhold til, hvad jeg tidligere har lavet. Så jeg besluttede, at de nye materialer skulle kunne transporteres på cykel (min bil har ikke trækkrog) fra Jem & Fix 2,5 km væk. Det gør at man/jeg kun køber det som er nødvendigt. Før har jeg fået leveret, og det har tit været svært at overskue og er endt med for meget, bare for at være på den sikre side. Min nabo har tilbudt at lægge trailer til. Fint nok, men jeg har takket nej indtil videre, fordi det går så nogenlunde og jeg henter altså markant mindre end tidligere og genanvender mere.

Tagplader regner jeg med at bestille og få leveret.

Her et par dag senere (20. juni) er undertaget lagt, og der er presenning over. Det giver en form for ro. Har været lidt heldig med indkøb, fordi længden på 3 meter har passet godt, så ikke ret meget spild. Mine genvordigheder med armen er også ved at være overstået – er egentlig overrasket over at det har været muligt at arbejde stort set hele vejen igennem, selv om det har været svært at sove om natten. Nå, det er vist ovre nu.

Jeg kan ikke nænne bare at smide træ fra nedrivningen ud, så jeg trækker søm ud og stabler; selv om en stor del nok havner på bålet eller i brændeovnen, men måske …. Ved ikke rigtig hvordan det næste skal gribes an, og er osse i tvivl om vindue eller bare glas – eller måske ingenting. Godt sommeren lige er begyndt.

Mandag d. 25 juni. Vejrmelding for i morgen lover svagere vind. Godt. Det har været noget blæsende i de sidste par dage. Det har ikke betydet så meget, fordi der er masse at tage fat på. Men nu vil jeg gerne have tagplader på bare halvdelen, og så må det godt være lidt stille rent vindmæssigt. Det er navnlig når der skal plastik på undertaget, at det er rart ikke at skulle slås med vinden – det er svært nok i forvejen.

Jeg gik i gang med at rense/vaske gamle tagplader og synes at resultatet er ok. Det kommer til at falde godt ind med resten af taget – så må der komme nye på den anden halvdel (bagsiden!). Jeg har haft pladerne ude på græsset, lagt op som på taget og teoretisk skal de kunne bruges. Så må det vise sig, om der er nogle centimeter der mangler – så bliver det nye plader.

I blæsevejret har jeg været i gang med nordsiden, dvs gavl. Her har jeg brugt alle de stumper af 2 x 4 tommer træ, der er blevet til overs fra spærene. Det har været et puslespil og resultater er lidt specielt, men jeg fik da brugt stumperne. Det var svært. Der er jo stor forskel på det man vil, og det man kan. Det minder lidt om at skrive og forskellen på tanker og det skrevne ord. Faktisk minder det vildt meget. Store tanker har en tendens, hvor de falder til jorden, når de skrives. Og på samme måde kan en fin teoretisk konstruktion få et noget anderledes udtryk, når mål og sav og høvl har manifesteret sig. Fint nok, sådan skal det være. Det dukker hele tiden nye ideer op. Har fået gang i rundsaven med ny klinge. Lækkert.

Der er bestilt to Kubik-reoler fra Trævarefabrikkernes Udsalg. De koster stort set det samme som et nyt tag. Fred med det. De skal op på væggen i vindfanget, hvor lyste falder ind på billedet, hvilket så betyder at der ikke bliver plads til et vindue. Måske sætter jeg et vindue i døren i stedet.

De sidste dage er jeg begyndt at arbejde ved 10-tiden og så en pause ved 1-2 tiden og så et par timer igen senere. Tænker på gamle dage hvor jeg arbejdede fra 8 om morgenen (senest) og så til mørket faldt på ved 22 tiden. Jeg ved ikke om jeg ville kunne – det tror jeg nok, men nej tak. Den gang skulle tingene jo nås inden weekend/ferie/et eller andet var forbi. Det her er bedre.

28. juni. jamen jeg gider ikke bo i en lejlighed. Jeg vil ha’ et hus jeg kan gå rundt om. Det betyder ikke så meget hvad der er indeni – i hvert fald ikke om sommeren – bare man kan gå rundt om. Det er sådanne tanker der trænger sig på når jeg bygger (om). Der er så meget at lave og nogle morgener er det ganske uoverskueligt. Så går jeg bare i gang med det, som ligger først, det hele skal jo laves en gang. Mærkeligt nok er det forskelligt fra morgen til morgen. Nogle gange skal det være noget som kan ses, og andre gange er det noget som er baggrund. Det som har grundlæggende betydning, som er indviklet og som er aldeles skjult, når det hele er færdigt. Det handler så om at finde glæden i at arbejde i det skjulte. Af og til ærgrer det mig, når jeg har fundet en fin måde at lave en struktur på som aldrig vil blive set, hverken af mig eller andre. Faktisk er der ikke andre end mig, som ser hvad jeg har lavet. Andre ser en gestalt. En helhed, et indtryk – jeg ser samlinger, sjusk eller gode løsninger. Helheden fortaber sig og overskygges af den irriterende samling med en knast. Sådan har alle selvbyggere det… næsten. Jeg kender dog et par stykker der ikke har det sådan.

Nå et hus jeg kan gå rundt om, og som ikke er dyrere end at jeg tør lave noget. Ombygning hvor det ikke er nødvendigt med autoriserede kloakmestre, isoleringskonsulenter eller hvad ved jeg. Mit hus er utæt. Det er det sundeste for træet og mig. Selvfølgelig skal der være dampspærre hist og pist og vindpap og isolering. Men at bo i en plastikpose og så have et luftanlæg kørende for at kunne trække vejret. Så hellere lidt træk fra et vindue. Isoleringsreglerne må være skrevet af Rockwool. 300 millimeter, altså tredive centimeter. Jamen når nu de første 100 millimeter er de mest effektive, skal man så ikke stoppe der? Nå, bare det er min egen sag, når bare jeg ikke skal have en eller anden myndighedsperson til at inspicere. Uden at det er direkte ulovligt er det sådan set ikke fuldstændig lovligt. Men det skulle ikke være lovligt at tvinge folk til at bo i en plastikpose.

Middagslur. Det er en fornøjelse og som alle fornøjelser osse forbundet med en vis skyld. Jeg kunne vel godt arbejde uden en lur, faktisk kunne jeg godt arbejde meget mere og meget længere. Det er til at blive tosset af, at man ikke bare kan tage en lur uden en halvdårlig samvittighed. Tingene laver jo ikke sig selv – nej det gør de ikke og hva’ så. De løber jo heller ikke nogen steder. Det eneste er vejret. Det er sløset ikke at bruge godt vejr. Nå men så er der altså lige lidt sløseri. Gad vist om det handler om denne protestantiske arbejds-etik, man snakker så meget om. Islamister og katolikker lider vist ikke af det. Og jeg som ikke en gang er medlem af folkekirken.

Egentlig begyndte det hele med at jeg stod og faldt i staver over en køkkenmaskine. Sådan en stor en. Bosch, Kenwood og hvad de nu hedder. Måske lidt i overkanten til en en-mands husholdning, men ingen grund til at gå ned på udstyr. Nå, hvis jeg køber sådan en, så skal den jo kunne stå et sted. Altså fremme, så man får den brugt (bortset fra at jeg har meget stående fremme jeg ikke bruger), og det er der ikike plads til. Man kunne måske bygge lidt om i vindfanget som ligger klods op ad køkkenet. Det kunne man da – ja -ja. Så nu bygger jeg om, jeg tror ikke, at jeg køber en køkkenmaskine.

En fredelig aften med bål et par dage efter Sankt Hans. Der var både vandslange, vandkande og spand med vand og vegetationen omkring bålet havde fået en omgang med vandslangen. Efter en halv times tid var bålet i god gænge, og jeg kunne slappe af med øl (alkoholfri) og cigar. Et par timer en stille sommeraften med en undren over hvordan træ bare forsvinder i flammer. Forunderligt bare aske. For et par år siden brændte jeg en hel sofa på mols. Den forsvandt osse, der blev bare lidt metal og aske tilbage.

Haven forsømmes. Måske skulle jeg slå græsset eller det, der er tilbage. Og klippe hækken. Træerne gror, så man ikke skulle tro, de havde hørt om tørke. Blommetræerne har smidt blommerne og fuglene har spist kirsebærerne, af en eller anden grund er der solbær. Kartoflerne blomstrer, og jeg ved ikke hvad der er i jorden. Bønnerne ser ud til at være gået i stå. Til gengæld er der liv i fuglene. Solsorteungerne sidder fede om dumme på jorden og blivet madet af forældrene. Det er nærmest tag-selv bord for kattene. Buffet.

I dag aner jeg ikke hvad jeg vil lave, og jeg vil ikke bestemme mig. Er spændt på hvad det så bliver. Tror nok ar Heidegger var ivrig selvbygger. Han har nogle tanker om, at en hammer først er en hammer når den bruges, altså ikke når den ligger i værktøjskassen. Det er jeg nu ikke enig i. I hvert fald ikke når den ligger i værktøjskassen. Han er i øvrigt rimelig uforståelig, ikke helt som Adorno men tæt på. Jeg kan godt lide det uforståelige, det giver noget at tænke over. Af en eller anden grund tror jeg altid, at forfatteren ved hvad han skriver om, er fornuftig og at hvis jeg ikke forstår det, så er det min fejl. Det er noget vrøvl, noget kan godt være svært at forstå, men noget er simpelthen sludder. Bare ord.

Javel så, det bliv inde. Selv om det er lidt klemt så var det godt nok, kom væk fra solen der brændte ned og temperaturen lå mellem 25 0g 28 grader. Det er langsommeligt arbejde og jeg begyndte osse at lave fejl, save på den forkerte side af stregen osv., så jeg holder byggepause i morgen fredag og lørdag. Satser på at komme ud og løbe søndag, så det kommer nok til at ligge en tre dage.

Med hensyn til de der filosoffer så tænker jeg osse om det måske er forretninsmodellen. Det går bare ikke at sige tingene enkelt. Hvis Adorno havde skrevet, at han synes Kierkegård er en provinsiel selvoptaget nar, der forvilder sig ind i håbløse jeg og mere jeg og inderlighed og subjektivisme, så kunne man forstå det; men Adorno ville ikke kunne fylde en bog og holde forelæsninger om hvordan hans bog skal forstås. (jeg er kun kommet til side 85 i Adornos bog om Kierkegård, men jeg tror faktisk at førnævnte er rigtigt).

Nogle dage senere.
En hammer er ikke bare en hammer; der er mukkert, snedkerhammer, kløfthammer, lægtehammer, bænkhammer, klaphammer og jeg kan blive ved. De forskellige hammertyper identificeres ved faget fx. skomagerhammer. Eller ved deres funktion fx. stifthammer. Men hammeren som hammer? Hammeren skal have noget at slå på, det er dens funktion, dens væren. Så hvis der ikke er noget at slå på så er hammeren ikke til. Tjah, det er i den retning Heidegger tænker, eller rettere skriver for han er meget omhyggelig med, at det er det han skriver, man skal bemærke for der er ikke andet, og når han skriver, så kryber han i læ bag ordene, skriver han. Det kan jeg godt genkende, men tilbage til hammeren. Hvis man nu finder en hammer på stranden (det har jeg faktisk gjort) er den så en hammer? Helt ude ude af dens miljø, ingen til at holde den og ikke noget at slå på. Stakkels hammer. Og egentlig ser den lidt fortabt ud. Den kan ikke træde i karakter – og kan risikere at en brændesamler bare ser træskaftet som et bidrag til et bål. Ok så langt kan jeg godt følge H. Men når hammeren ligger i værktøjskassen så er den klar, er alert, måske ikke helt. Den slumrer. Hvad så når den hænger i hammerstroppen i mit bælte. Tjah – den er egentlig bare tung, så måske har H en pointe. Den er helt sikker i sin væren, når jeg har den i hånden og mulighedrummet er enten at slå mig selv over fingrere eller ramme sømmet. Jeg begynder at give mig.

Mon sådanne tanker bare er overspring for ikke at lave noget? Skidt, det er sjovt.

En rundsav er ingenting. Den er til grin, den ligger bare med sin hale af en ledning og ser dum ud. Man kan samle den op og gøre hvad som helst af bevægelser, bare dumt. Den skal have kraft fra strøm – udefra. Total afhængighed. Hvor er forlængerledningen, kontakten? Den slumrer ikke, den er uden sjæl. Men for pokker hvor den kan save – osse pænt. Men den har ingen liv som dens kollega fuksvansen eller rammesaven. Den sidste kan jeg ikke finde ud af at bruge. Det er lidt trist for den og for mig. En uforløst relation, vi kan ikke finde ud af det. Måske en kim til et traume. Behandligskrævende? – hmmm. Tilbage til rundsaven, den er grim og effektiv. Den larmer og er farlig. Den giver ikke en rift, men tager hele fingeren. I sin væren er dens rette miljø skadestuen. Jeg kan godt lide at bruge den, navnlig når den har fået ny klinge.

Kommer til at tænke på at både kløfthammeren og lægtehammeren har en baglæns funktion. Kan trække søm ud. Reversibel. Er den så stadig en hammer? Tjah,  det burde H ha’ tænkt over. Det har han måske osse, bare ikke skrevet om det. Når hammeren trækker søm ud, så efterligner den et brækjern, som er elegant, hvor hammeren bare er klodset.

Mit yndlingsværktøj er høvlen. Og dens far stemmejernet. Høvlen er lækker.

Tørvejr er godt. Solskin kan være irriterende, man kommer ind udefra og kan ikke se et hak før øjnene har vænnet sig, og så går man ud og bliver banket i hovedet. Træet bliver udtørret.

Mandag den 2. juli. Godt med en pause på et par dage. Det er rart at nogle ideer er virker. Stadig masser af sol og rimelig varmt, men der kom nogle pust som lettede lidt. Har rodet inde og synes at der er kommet styr på så meget, at jeg er begyndt at lukke. Det er altid med lidt nerver at jeg lukker, for der kan jo være glemt noget, som bare bliver umuligt, når der er lukket ind til væggene.

Nå, der er sat vindpap, isolering og dampspærre. Isoleringen er den jeg pillede ud af den gamle bygning, flamingo. Hvorfor jeg har brugt det ved jeg ikke. Det har sikkert været topmoderne dengang. Lidt bøvlet at arbejde med, men så er det heller ikke værre. Det er ikke så meget for temperaturens skyld, jeg isolerer, det er ligeså meget for at få fornemmelsen af at væggene ikke er hule (og rungende). Om vinteren plejer temperaturen at komme ned omkring nul, selvom køleskabet står og smider varme fra sig. Måske ændrer det sig.

Har været dejlig fri for Heidegger i dag. Jeg er næsten sikker på at yderbeklædningen bliver klink. Det har jeg ikke prøvet før og det virker som en god mulighed.

Så skulle da osse pokker. Reol ophænget kræver at jeg sætter ekstra tværbjælker i. Det er en streg i regningen. Ikke at det er så besværligt, men jeg havde forventet at det bare gik lige ud ad landevejen. La’ vær’ med det – det gør det så sjældent. Åh.

Det var til at få lavet og reolerne er oppe og hænger i vatter. Nu skal de ned igen, og så må jeg se hvad jeg ellers har glemt (eller målt forkert). Ved ikke rigtig om det er klogt at købe beklædningsbrædder nu. De er jo helt udtørret og forvredne. Jeg må se på dem. Der er nok andet at tage sig til.

Læser om supersygehuse. De har osse problemer. Det er godt at man ikke er alene om problemerne.

Der skal males. Ja, der skal osse males. Ikke lige min kop the. Faktisk overhovedet ikke og jeg ved godt hvorfor. En gang mente jeg, at det bare var fordi jeg nu en gang synes det er kedeligt arbejde at male. Men sådan er det ikke. Ikke kun i hvert fald. Det handler om, at det er sidste runde, når jeg maler så er det fordi jeg er færdig og så er det slut, og slut med undskyldninger. Det som er, er. Jamen hidtil har det i en eller anden forstand været midlertidig, men nu er det slut og de fejl og mangler som (uundgåeligt) er træder i karakter og rodes op af malerpenslen.

Jeg trækker den lidt. Begynder med at vaske ned.

Lige et ord om vejret: støvregn 5. juli. Meget støvet, men alligevel.

Har fået et vindue dobbeltglas uden ramme 78 x 33 cm. Det kommer i til allersidst.

Det er 7. juli og jeg er i gang med at male. Maling har sin egen dagsorden og den hedder spredning. Det sker på alle mulige og umulige måder, dråber der løber, dryp som føres med vinden, beskyttelsesplastik som smitter af, såler der træder i pletter og formidler maling til alt (alt) andet. Der sker osse en vis spredning med pensel. Her virker maling dog nærmest modvillig, angst for sprækker og surhed over kanter. Hvis der endelig er en plan flade så foretrækker maling at vise penselstrøg.

Egentlig synes jeg at jeg har prøvet at forbedre maling og min relation: gode og dyre pensler, masser af omrøring, afvaskning, malertape (nå ok, det kneb det så lidt med) tilkæmpet tålmodighed. Det hjælper ikke – vi bliver ikke venner, højst kan man tale om at undgå konflikter som en hensigtserklæring, altså at jeg undgår. Maling gør sgu som det passer den. Der er relationer som ikke dur. Maling har magten og nyder det.

Er det forbi med at grunde?  Forstået som at jeg kan nøjes med at grunde to gange og undgå maling? Jeg skal til at slibe og er nok spændt på hvad det indebærer. Skal der grundes bagefter eller kan jeg gå til at male.

Der skal bare grundes og grundes.

Det er så akryl det hele. Det er nyt for mig. Jeg har været svoren tilhænger af alkyd, som er giftigt, men som jeg synes er bedre til at hænge fast og stærkere i overfladen. Og så har jeg hørt historier om, at akryl simpelthen lukker alt for kraftigt, igen en plastikpse, som fremmer råd. Nu er det så akryl, og jeg regner med at det hele er så utæt at træet alligevel får luft nok. I øvrigt havde man i gamle dage deciderede rådstykker for eksempel nederst på gerikter, som kan skiftes når behovet dukker op. Hos mig er det mest sternbrædder, der rådner. De holder 10 år.

Først og fremmest slibning.

Det (malingen) minder om græsk yogurt i konsistens. Det er nemt at smøre på, altså at male med. Herligt tænkte jeg. Og det er det, og det tager lige så lang tid som grunderen, der var noget vanskeligere at arbejde med. Tjah. Det er krinkelkrogene. Og så må det være et ømt syn, når jeg rejser mig efter at have ligget på knæ. Jeg er glad for at der ikke er tilskuere.

Det var gavnligt med slibning, og jeg kunne ha’ sparet det med de fine korn. Groft og let hånd er hvad jeg fandt ud af.

Det er mærkeligt at male med yogurt. Måske fordi det føles for glat og blødt. På høvlet træ er det næsten uden modstand. Det dækker godt, men nu er det jo osse hvidt i hvidt. Tror det kan række med en omgang og så er der nogle steder der skal have lidt mere, men jeg tror nok at to gange grunder og en gang maling rækker.

Og vejret. Næsten koldt og blæsende, vindstød i kulinglejet. Håber på lettere vind i morgen. Stadig (9. juli) tørt og der er nogle træer og buske som går til.

Arbejdslampen er ødelagt. Den holdt bare op med at virke. Det var en kvartslampe, og den blev meget varm. Noget H. Nyborg halløj. Tænker på om der findes led-arbejdslamper. Når det nu skulle være, så var tidspunktet velvalgt, jeg var færdig og nede i værkstedet for at rense pensler, og da jeg kom tilbage var lampen slukket. Man kan ikke se noget uden ekstra belysning. Jeg nåede konklusionen at jeg var færdig (tvivl?).

Har været på genbrugspladsen med gamle tagplader og stumper. De skulle i asbest kontaineren! Derefter til Varde Stark som var det forkerte byggemarked og de havde ikke min farve. Jeg prøver igen i morgen.

Jeg er gået næsten død i varmen, træt træt. Det skal osse til, glæder mig til det går over.

Lige en prik over i’et: det lykkedes mig at vælte spanden med grunder. Den var lukket, men jeg opdagede det ikke med det samme, først efter at det meste er flydt ud. Øv. Der var lige tilpas meget tilbage til at klare diverse småopgaver.

Så fik jeg tagplader (halvdelen) købt hos 10-4 tømmerhandel i Varde. Prisen var den laveste jeg har set endnu. Er lidt spændt på om jeg kan bruge de resterende gamle plader, der hvor der skal skæres meget af – ellers må det blive nye.

Det er søndag den 15 juli og jeg er kommet ind efter at have lagt 6 plader på taget. Det tog tre timer. Det har drillet lidt fordi de nye plader er lidt mindre, 58 cm i forhold til 61 cm, så jeg kan ikke bruge de gamle og nye sammen. Det skulle jeg jo lige være sikker på. Er ved at kunne bruge vinkelsliberen nogenlunde, men det er et djævelsk værktøj.

Det er en “never ending story”, bare gå ud og der er noget at lave. Måske er det bare et spørgsmål om skala. Der er altid noget lave og nogle gange er tingene større end andre gange. Er det sjovere at lave store ting end små? Næh, tjah det handler lidt om dagsformen. I dag (16. juli) er der ikke noget som jeg “indefra” lige tænker at kaste mig over.

Stod oppe i luften på taget i går og spekulerede over airbnb. Jeg er ved at bestille overnatning på Bornholm. Det er første gang med det overmeget omtalte airbnb, som startede som et luftmadras projekt, og som i dag er en kæmpe platform. Det er mig en gåde at airbnb opfattes som en menneskevenlig og solidarisk deletjeneste, nærmest sådan lidt altruistisk. Det er et benhårdt program (platform) udviklet til at skovle penge ind til ejerne af airbnb. Det er mindst lige så kommercielt som booking.com. Airbnb slipper bare uden om en masse ansvar der væltes over på brugerne. Ansvar er en luftig ting som pakkes ind i et venligt pussenusse sprog. Nå ta’ hvad du kan bruge og smid resten væk. I bund og grund fortrækker jeg et simpelt firma med en fysisk base og et personligt ansvar. Det er vildt, at man kan lave et selskab og så er selskabet “en juridisk person”. Bare prøv en retstvist med et forsikringsselskab. Filosof/økonom Adam Smith mente ikke at det er en god ide. Han gik ind for personligt ansvar og sagde at mennesket ikke kan håndtere selskabs ansvar. Det har vist sig at være rigtigt, men det ændrer ikke noget.

Jeg har ikke lyst til at tænke mere i de baner – der må være noget træ, der skal høvles.

Fandt gamle træstykker fra nedbrydningen som jeg kunne bruge i et stuverum. Både som gulv og som væg. Det er nok ikke noget som vinder skønhedskonkurrencer, men rart at få træstumperne brugt.

Og så måtte jeg lægge tagpladerne om. Det er så lidt en sag som sætter tanker i gang. Den første tanke er: er det virkelig nødvendigt? Kan jeg ikke bare rette lidt op med de næste? Har nogle erfaringer for, at det nærmest ikke kan lade sig gøre. Det bliver en lang kamp “fra plade til plade” så at sige. Det er amatørens lod at lave tingene flere gange. Det gode i denne omgang er at jeg ikke skal kassere noget, kan bruge tagpladerne igen osse dem der er skåret til. Det hele handler om 15-20 mm skævhed på tre rækker, men det vil altså ende med 50 mm i toppen og det er for meget. Når så pladerne er lagt om er det meget rart. Det er ufattelig så besværligt det er at rette – angst for at gentage fejlen, så tyve ekstra målinger.

Mine træer lider i tørken (og det gør jeg osse). Jeg prøver nu at vande seriøs, så at sige. Nå der er Tall Ship i havnen det skal osse paqsses. Håber jeg kan komme ind på havnen tidligt.

Det forhåndenværende søms princip. Det er en nedsættende bemærkning. Jeg synes det er smart at bruge det forhåndenværende. Det er i hvert fald en god ide at undersøge om der er noget forhåndenværende som kan bruges. Et dejligt ord “for-hånden-værende”. Og med Heidegger in mente så kan noget der er for hånden blive værende meget hurtigt.

Klink efter vægt: anden omgang hvor jeg hentede træ hos J&F prøvede jeg at sortere. Den bedste/nemmeste måde er at gå efter vægten, jo tungere jo bedre. Faktisk er det kun hver femte stykke, der er nogenlunde.

Har fået beklædt et stykke med klink og det var en god oplevelse. Behageligt at arbejde med og når man lige finder ud af tricket med at sømme i den nederste del af overlægget så virker det godt. Har en fornemmelse af at klink er at foretrække for de hidtil brugte sternbrædder.

Idag den 21. juli er det stadig tørt. Kan ikke huske sidste gang med regn. Vander cirka en time om dagen morgen og aften, men der vil alligevel være træer og buske, der går til. Jeg vil helst tage det som det det er, nemlig et naturligt udsving, der regulerer i bestanden, det har jeg svært ved. Rationelt ved jeg at når tørken en gang er ovre og næste forår kommer så kan resultatet gøres op. Jeg har et svagt håb, ønsketænkning, om at nogle bevoksninger kommer sig. Det er ønsketænkning.

Der skulle ikke tænkes. Få en kop kaffe, kør til Varde, køb Gori 88 og en pensel. Derefter kør hjem – ikke noget med cafebesøg – tag Gori spanden ned i værkstedet, åbn og rør rundt. Rør godt rundt. Skift tøj og husk noget på hovedet. Gå så i gang med at male.

Det er ikke så slemt, næsten rart. Skygge hele tiden og eftersom grundmalingen er hvid er det nemt at se hvor langt man kommer. Tænk ikke bare mal. Hvis der endelig skal tænkes, så handler det om ikke at vælte spanden med Gori. Det er jo sket før.

Det er umuligt ikke at tænke, men man kan godt beslutte sig for at der er ting emner som ikke lige skal på banen nu. I stedet handler det om ikke at skynde sig. Det er fristende at tænke,  at det skal overståes. Som alderen og erfaringerne trykker er det sjældent at noget skal overståes. Hvis jeg først begynder at ville overstå ting,  hvor ender det så. Skal det hele så bare overståes? Hvilket minder mig om, at jeg har planlagt et skriv om mening. Det hører ikke hjemme lige her, men det er faktisk udmærket at tænke på mens jeg maler.

For et par dage siden fik jeg købt de sidste? tagplader og de er lagt på, og jeg fandt nogle rygningsplader der passer efter lidt eksercits med vinkelsliberen. Som altid er der problemer. Overlægget er ikke bredt nok, eller sagt på en anden måde, tagpladerne når ikke langt nok op under rygningspladerne. Der kan løses på flere måder, men jeg tror jeg prøver en blanding af plastfolie og vindpap. Det skal nok blive tæt men hvor lang tid kan det holde?  Foreløbig ligger rygningspladerne midlertidigt.

Der skal males igen i morgen og i morgen og i ……

Det er stadig tørt, i dag 3. august, har jeg vandet seriøst daglig morgen eller aften i 16 dage. Det betyder at mine snå bøgeplanter er begyndt at skyde igen og – mirakel – det indtørrede pæretræ kommer med et par blade. Hvis det lykkes bliver det til en særskilt blog med billeder.

Afslutningen af tag med rygningsplader har givet mange problemer. Nej det er ikke udfordringer, det er problemer. Ideen med et tag er først og fremmest at holde regn og anden nedbør ude. Nedbør kommer ikke direkte ned. Der er slagregn, som kan trænge ind mange steder og langsomt sive ned – vand løber nedad! Det er kun arkitekter, der ikke har fattet det. Det vand, som af en eller anden grund trænger ind, skal kunne sive ned uden at skade installationer og træ. Proffessionelle laver en afslutning som er tæt. Og tager ikke højde for at der skal være en måde at lade vand sive ind og ned. For der kommer ikke vand ind (!). Når det så kommer ind alligevel, så er fanden løs. Jeg går den anden vej. Taget skal være tæt og når det så af en eller anden grund, fygesne for eksempel, ikke er det, så må det ikke være en katastrofe.

Derfor har jeg problemer. De sidste plader op mod rygningen holder op lige en tand for tidligt. Som den klovn jeg osse er, så har jeg prøvet om jeg kan knibe på det med rygningen. Det bliver noget klyt, så jeg skal have fire ekstra plader op og de skal skæres til og vil være så anderledes, at der bliver mange afledte vanskeligheder: huller som ikke passer og manglende lægteunderlag. Og så skal der skumklodser i. De forsvinder med tiden fordi fuglene, i hvert fald de på min domicil, hakker og piller i det.

Foreløbig er rygningen bare lagt på og bundet fast. Underneden er der ekstra plastik og så går jeg i gang med tagrender i stedet.

Det er blevet september. I august skulle vi lige et smut en uges tid til Bornholm. Det har været lidt blandet med byggeaktiviteterne, vejret har drillet lidt, men stort set er meget nået.

Det vigtigste er at taget er på plads. Langt om længe. Jeg trak og trak tiden og endelig fik jeg mig taget sammen til at købe ekstra b-7 plader, skærer dem til så de når godt op i rygningen, hvor de gamle rygningsplader så ligger over. Skumklodser for at hindre fygesne. De plejer at blive plukket i stykker af fuglene. Jeg tror det hele sidder som det skal, men lad os nu lige få den første storm. Det værste er hvis de klaprer, og jeg ikke er hjemme, for så går de i stykker.

Tagrender er ved at være på plads. Vandet skal jo ha’ et sted at løbe hen, rettere ned. For mange år siden var det moderne at erstatte nedløbsrør med kæder, så det tænker jeg osse at gøre. Heldigvis har jeg, blandt meget andet skrammel, nogle betonrør, så et af disse rør gravede jeg ned i jorden. Fylder det med sten og grus og så forsvinder regnvandet ned og ud i jorden. Fint. Da jeg begyndte at grave stødte jeg på et betonrør fra den tidligere ejer – det kunne desværre ikke genbruges fordi det var fuldstændig stoppet og for lille i diameter efter min mening, men sjovt nok.

Så kom der en vejrmelding med fint tørt og varmt og stille vejr tirsdag, onsdag (4-5/9) og noget af torsdagen. Det betyder at terrassebrædderne kan få noget meget tiltrængt olie. Det er udenfor “riv ned – byg op” konceptet. Sådan er det med et træhus. Altid noget der trænger.

Og nu til noget (helt) andet. Denne blog slutter med disse sidste skriverier (8. sptember 2018). Det kan diskuteres om jeg er færdig. På en måde ja, fordi tagrender og vindue er monterede. På en måde nej fordi fx viduet ikke er tilfredsstillende og fordi der mangler lister hist og pist og hylder og hvad ved jeg. Konceptet “riv ned – byg op” er løbet ud, hvad der mangler må stille op i den almindelige udvælgelse af hvad jeg kan finde på og ud af at lave.

Hvilke erfaringer synes jeg så der er? Det er godt at genbruge og genbruge meget, forunderligt så meget man (jeg) har. Der skal tid til genbrug, både med at finde materialerne og finde ud af. Med lidt snilde og bølgepap til at beskytte, så kan der transporteres meget i min lille bil.

Det har været fint at hente træ ved hjælp af cykel. Har virkelig begrænset forbruget. Der er for meget træ af dårlig kvalitet hos Jem og Fix. Beklædning med klinkbrædder er for dårlig en kvalitet. Løst i veddet og store knaster. Selve klinken er god, men jeg kunne godt tænke mig en tykkere kvalitet og bedre træ.

Maling skal bruge grunder. Sådan er det. Om det skal være alkyd eller akryl ved jeg ikke rigtig om jeg fik en klaring på. Nærmest uafgjort. Det sjoveste var at male med akryl som nærmest var yoghurt.

Det går aldrig som planlagt. Murphys lov om at alt der kan gå galt, går galt er fornuftig at have i mente. Tilføjelsen til Murphys lov om at Murphy er optimist holder ikke. Man (jeg) kan fint gå i gang med noget uden at have lyst til det, og så hen ad vejen bliver det godt og dejligt. Man (jeg) kan ikke lave noget hvis jeg er træt – det duer ikke at ville være færdig. I øvrigt er det altså vanskeligt lige at beslutte hvornår noget er færdig.

Det kan altid forbedres – også denne afslutning.

.