Tyskland december 2018
Jeg kan godt lide Tyskland. Så er det på plads. Jeg ville besøge nogle byer, som jeg af en eller anden grund har hørt om, men som ikke er helt almindelige på turistlisten. Det blev Gøttingen, Weimar og Quedlinburg. Det viste sig, at det kun er min turistliste, de ikke er på. Alle (mange) andre turister har byerne på deres liste. Det blev en god tur. På forhånd havde jeg bestemt mig for at transport var med Deutsche Bahn, og at jeg ville klare mig med min begræsede tysk-sproglige formåen. Overnatning bestilt hjemmefra, to nætter i hver by.
Gøttingen har et motto: Die Stadt die Wissenschaft. Die Stadt der Wissen schaft. Og byen har i den grad et universitet, som lige fra mine ungdomsår har stået for mig som noget af det ypperste i verden, fordi de arbejdede med aerodynamik, som interesserede mig. Universiteter er alt muligt andet og foruden at være meget gammelt og velmeriteret, så er der osse blevet bygget til med en stor Campus næsten inde i bymidten.
I det Gamle universitets hovedbygning var der en udstilling: Face the fact. Udstillingen handler om den måde ansigterne, portrætterne af universitets mest fremtrædende forskere er blevet præsenterede for offentligheden gennem oliemalerier, kobberstik, tegning og foto. Endvidere som relieffer på medaljer og buster – og som graffitti. Alt kommenteret og nøgternt forklaret som karaktestiska for den bestemte tid: hånd på en bog, en passer, mikroskop etc.
Selve udstillingen var i store gamle sale med smukke gulve og lofter. Der var gratis adgang og et meget hjælpsomt personale. Det var dejligt og en total modsætning til byens liv.
Byens liv var koncentreret om den tilstundende jul. Det var hyggeligt og efter min mening lige i overkanten. Der var boder med udskænkning af alle former for gløg og gluhwein, og så var der sukkerstads, helstegt svin, wurst, stegt kartoffelmos og hvad ved jeg. Det var muligt at trække sig tilbage til andre dele af byen, som levede et normalt civiliseret liv med en masse cafeer og boghandlere og specialbutikker. Meget behageligt.
Gøttingen har mange cyklister og et veludbygget cykelsti-net. Min vej gik cirka 2 kilometer ind til byen langs en stærkt trafikeret hovedvej. Det var der ikke så meget ved. Belønningen kom i den indre by.
På DB’s billetkontor bliver jeg betjent af en venlig mand. Han ser det som sin opgave at hjælpe mig. Som dansker er det en mærkelig oplevelse. Det er rart, men det føles meget fremmed, når man er vant til at leve i et tvangs- digitaliseret liberalt kapitalistisk samfund. Tyskerne har osse billetautomater, men de går stadigvæk ind for at mennesker er gode til at hjælpe.
Der findes mange bog- og papirforretninger hvor det handler om netop bøger. Det er også behageligt. Der er internationale kædebutikker med al den uinteressante konsekvens på både udseende og indhold, det nu har. Alligevel virker det som om Tyskland er så stort, at det kan stå imod.
Weimar er Goethe og Schiller. Det er ok, men på et tidspunkt (efter cirka tre timer) så er det nok. Men så er Weimar så meget andet. Jeg gik vild og havnede i en park, som nærmere var en slotspark for Stadtschloss, der er en stor turistattraktion. Ved nærmere eftersyn så var det hele under restaurering. En (igen) venlig mand henvendte sig til mig og foreslog at jeg kiggede på porthuset. Det var en god ide, fin bygning og skrabet tilbage til oprindelsen og igen med masser af konkrete plancher.
Weimar er stedet hvor Bauhaus bevægelsen har sin oprindelse fra 1919 til 1925 med Walter Gropius på universitetet. Rykkede senere til Dessau. Næste år rykker Weimar med 100 års jubilæum for Bauhaus. Jeg kiggede bare lidt på det gamle og nye universitet. Smukt. Fri adgang til de gamle sale.
Aftensmad er nemt. Schweinekeule im brot og det smagte godt. Og så lidt senere en lokal gang chili con carne og det var overgodt. En vis træthed over julemarkeder indfinder sig, men det er umuligt at komme ind på en restaurant. Overfyldt af lokale og turister (så vidt jeg kan skønne). Det er svært at brokke sig over, når jeg nu selv er turist.
Quedlinburg, navnet alene gør det. Det er Tysklands vugge omkring år 1000. Byen klarede sig gennem anden verdenskrig med at blive plyndret af nazisterne og bombet vistnok kun en gang af englænderne. Efter krigen og til “Die Wende” i november 1989 skete der angiveligt intet i byen. Ingen byfornyelse eller lignende, så da jerntæppet blev trukket op lå der en middelalderby med over 2000 bygninger fra 1500 eller tidligere. De er blevet (bliver) restaureret og er erklæret som UNESCO verdensarv sammen med byplanen med kringlede gader og smukke pladser.
Der løber et vandløb gennem byen, og der så jeg en isfugl. Det tyder på at vandet er rimelig rent.
Julemarkedet slår alle rekorder både i omfang og variation – og i engagement. Jeg fik en fornemmelse af, at de som var med er en blanding af lokale og tilrejsende og de går “all in” for julemarkeder. I Weimar kunne jeg godt stå med en fornemmelse af, at borgerne sådan set deltog for det gør man jo – i Gøttingen var størstedelen studerende og de var ligeglade med hvad anledningen til lidt druk, mad og fest var, bare der er gang i den. I Quedlinburg holdes der julemarked helt ind til benet.
Også her kunne jeg trække mig tilbage til et museum, et grafisk af slagsen. Museet “Feininger Galerie” (https://en.wikipedia.org/wiki/Lyonel_Feininger) havde både en permanent udstilling af Feininger som er meget interessant og oveni en udstilling af fotograf doktor professor og hvad ved jeg, det eneste jeg ikke kan huske er navnet. Nå, udstillingen var god og speciel: han havde fotograferet det som museumsbesøgende tilbydes at sidde på – typisk en bænk – på forskellige museer. Og det var faktisk ret sjovt og tankevækkende.
Jeg nød at bo på “Zum Goldener Ring” midt i byen, gammeldags og velholdt og som vanlig meget venligt.
Quedlinburg bragte mig også i kontakt med den eneste uvenlige tysker på turen. Jeg var gået ind på et af de mest prangende (fornemme) restauranter og fik en fremragende gang kaffe/kage af en ubehøvlet tjener. Pyt.
En god tur rundt i lidt af Tyskland.
