Det er tit en behagelighed at gå ned til en havn, hvor man nu er. I hvert fald kan jeg godt lide det. Der er stor forskel på havne, om det er transport, fiskeri eller passagerer, der er formålet. For slet ikke at tale om deciderede lystbåde havne, omdøbt til marinaer.
Siden år 2000 er en ny dimension kommet ind: Indhegnede havne der som en kommunal forvaltning gør alt for at holde mennesker på afstand.
Esbjerg Havn er ingen behagelighed. Her handler det om om kæmpe transporter af vindmølle moduler, tårne, hatte og vinger etc. En møllehat er på størrelse med et parcelhus. Det er borerigge, der skal repareres. Det er container-lastbiler og store arealer med stabler af containere op over 10 meters højde. Der er ikke så meget at se, alt er hegnet ind og kun hist og pist er der et “ejendomsmægler-kig” til vandet. Det meste befinder sig bag terror-hegn. Det kræver lokalkendskab og energi at få fornøjelse ud af en tur her.
Rudkøbing på Langeland har en anden type havn, først og fremmest åben og meget mindre. Og så er det en havn med en vis ro på trods af havnens aktiviteter. Jeg gætter på at havnen er langt ældre end Esbjerg Havn, der er fra tiden efter 1864.
Stam-billedet foroven på denne blog er fra det gamle træskibsværft i Rudkøbing. Det er en (træ)ruin. Færgebygningen til den tidligere færge til Marstal er smukt restaureret og det store Hotel Rudkøbing på havnepladsen er flot og imposant med smukke detaljer – og trænger i den grad til restaurering. Personlig vil jeg håbe at havnen i Rudkøbing undgår spekulationsbyggerier.
I den nordlige ende af Langeland ligger Lohals og i den sydlige ende ligger Bagenkop. Midt imellem ligger Rudkøbing. Alle tre havnebyer. Mellem to en halv og tre timers køsel fra Esbjerg (afhængig af hvor lang tid man sidder i kø på motorvejen). Der er sikkert en del dårligt at sige om Langeland. Det får være hvad det er.
Der er meget at se og opleve på Langeland og det er ikke særlig svært at se bort fra ejendomsmæglernes skilte og ind imellem meget faldefærdige huse. Der er en slags afklarethed over det. Ja, her er forfald og skønhed – og hva’ så.
Det er som Langeland er kommet til et punkt hvor illusionerne er væk, og der er ikke nogen grund til at sminke sig, eller pynte sig med lånte fjer. Det er som at møde en gammel musiker, der ikke behøver at stille sig an. Som ikke er i tvivl om egne kompetencer og har et bagkatalog med overskud, som kan koncentrere sig om musikken uden blær og alligevel med et øje/øre på publikum. Det er en ø med fed jord og fed historie. Tidligere erindringer om masser af færdsel mellem danske øer og tyskland. Færgeruten Kiel – Bagenkop blev nedlagt i 2003 nogenlunde samtidig med at Rudkøbing-Marstal blev nedlagt. Der findes tonsvis af flotte og særprægede huse og bygninger på Langeland. Peter Dragsbo har beskrevet en del i bogen “Hvem tegnede husene”, netop om huse på Langeland.
Lohals har en meget smuk havn. Nærmest ideel i størrelse til at det hele kan overskues på en gang. Den har en gang været færgehavn og har endnu noget fiskeri. Plus en marina. Jeg mødte et par motocyklister fra Svendborg, der tit tog en aftentur til Lohals for turens skyld og for at sidde ved havnen og drikke termokaffe. Lige så meget de roste Lohals for sommeren lige så meget ris fik den for vinter halvåret. Overfor Lohals ligger Lundeborg på fynssiden.
Man skal have en bankmands hjerne for ikke at kunne se Langelands vidunderligheder.
Bankmanden vil sikkert glæde sig over at der i Bagenkop er opført efterligninger af Skagen pakhuse beregnet som ferieboliger. Det ser virkelig kikset ud og det hjælper ikke at henvise til, at de også findes andre havne i Ebeltoft, Nibe og andre steder. To eller tre dårlige giver ikke en god. Husene er kiksede alle steder, undtagen de originale i Skagen.
Bagenkop vil have en turisthavn, og det er ikke nemt. Turister (som jeg selv) vil jo helst se noget andet end andre turister. Men Bagenkop vil lokke turister med wellness og ferielejligheder. Endnu er havnen et besøg værd. Og i Bagenkop ligger kirken højt og overvåger byen. Et par hoteller med wellness skulle nu nok få gjort kål på det.
Det er en gammel sandhed, at det er i grænseområderne tingene bliver klarest og får mest karakter. Grænsen mellem land og vand er spændende fordi den på den ene side er en grænse mellem to meget forskellige elementer og så fordi grænsen ikke er statisk. Der er tidevand og både og skibe er grænseoverskridere. I de forrige århundreder bandt vandet landet sammen. Det var her man kunne transportere gods og mennesker. I dag skiller vandet, og færdsel foregår på land (og i luften).
Jeg kan stadig godt lide at gå ned til havnen – de steder hvor jeg kan få lov.