Den første tanke er, at det er en stor musvåge. Det varer højst et sekund, så står det klart at det er en ørn, en havørn. Vi er i Vrøgum krat i bunden af Filsø, Vestjylland, og ørnen kunne lige ses mellem et par grantoppe. Så gled den op og gav frit syn mod en blå himmel. Den er stor, godt nok er den ikke så tæt på, men den er stor. Den svæver rundt med enkelte slag med vingerne, nærmest som en doven svømmer. Den er helt tydelig, der er tid til kikkerten, og der er tid til at dele den. I et par minutter nyder jeg synet af havørnen, og jeg er betaget.

Jeg har aldrig før set en ørn i fri natur. Det er betagende og smukt.

Det er en drengedrøm, som gik i opfyldelse. Vi ville bare besøge Vrøgum krat som er en lille klat fredet mose og så videre mod Vesterhavet. Jeg havde droppet kameraet og i stedet taget kikkerten med. Heldigt? Klogt? Nærmest tilfældigt – og så fik jeg en af tilfældighedernes gaver.

Som dreng læste jeg bøger om fæle æggesamlere, der stjal ørneæg for ussel mammon og ikke veg tilbage for at slå forældrefuglene ihjel. Det forhindrede tapre drenge og sendte de lede æggeforbrydere i fængsel.

Der var ingen ørne i min barndom i begyndelsen af tresserne. Der var kun drømmen om måske at se en strejfer på træk. Syd for Århus var der indtil 1912 et havørnepar, som ynglede. Stedet blev selvfølgelig kendt som Ørnereden, hvilket osse i dag er navnet på traktørstedet, der vist er omdannet til natur skole. Her tog vi drenge ud i det lønlige håb, som også var en fast overbevisning, om at vi ville få en havørn at se. Det skete aldrig. Der var en dreng som havde været i Sverige med sine forældre og der havde han set en ørn. Sagde han. Vi troede ham, men for en sikkerheds skyld beskyldte vi ham for lyv, mens misundelsen lyste ud af vores ansigter.

Nu 55 år senere har jeg set en havørn. Og hvilken en, den smukkeste uden tvivl. Ikke noget med kamera her, det er den rene oplevelse. Og jeg er glad for jeg ikke var alene.

Nu er jeg taknemlig over ørnen, den var en gave – måske ufortjent, men så meget mere værdsat. Og så al den tid, den gav til at blive beundret.

Den 5. og 6. april tog jeg over til Helgenæs, hvor jeg har en lille meget primitiv hytte. Lidt spændt på hvordan det hele så ud efter vinteren. Det så ganske godt ud. Vejret var blandet: ankomst i regn og senere  kuling fra vest og så dagen efter klar himmel og aftagende vind. Trænede lidt forsøg med at fotografere måger.

Der var en del oprydning og navnlig slyngplanter i træer og buske trængte til en omgang. Det er meget rart at gå omkring på grunden, som ligger oppe på en skrænt med udsigt over Begtrup vig. Man tusser barer rundt og laver det som nu skal laves, og når man ser op så er der fuld udsigt. En gang i mellem tager det pusten fra en.

Over middag tog jeg på min sædvanlige tur til Ebeltoft. Der er blevet lavet en skulptur nede på havnearealet. Skulpturen hedder  “På tværs af tiden”. En ferielejlighedsbesidder fra Århus og jeg forsøgte at få titlen til at give mening – det gik ikke så godt. Jeg kan nu meget godt lide skulpturen..

Bogense er nem at komme uden om i fysisk og geografisk forstand. Mentalt er det lykkedes Dansk Sprognævn at gøre det nærmest umuligt.

“Der er ca. 1,5 time med offentlig transport til den nærmeste videnskabelige institution, Syddansk Universitet i Odense.” pressemeddelelse på Dansk Sprognævns hjemmeside. Teksten er sikkert skrevet af en kommunikationsmedarbejder, ansat af Dansk Sprognævn. Rejseplanen angiver rejsetiden til 47 minutter.

Dansk Sprognævn har fået besked på, at de skal flytte til Bogense og det vil de meget nødigt (vil stampe-i-jorden ikke).

Jeg bryder mig ikke om at skulle tvangsforflyttes så hvorfor skulle medarbejderne ved Dansk Sprognævn kunne lide det. Det kan de jo sige, i stedet for at komme med halv-manipulerende udsagn.

Jeg snakkede med nogle af beboerne i Bogense, og en af dem forklarede at han var ked af den negative omtale, og at de (indbyggerne) ikke vidste om de skal le eller græde. De føler sig uretfærdigt ramt. Jeg tror, at det er den status som Dansk Spronævn har, der rammer hårdt. En status som en velrenommeret institution med rigtige akademikere. Ikke bare sædvanlige selvsupplerende økonomer og jurister, men lærde humanister der arbejder og forsker.

 

Nå, bortset fra Dansk Sprognævns hjemmeside, så kiggede jeg på nogle (nyere) bygninger på havnefronten i Bogensen. De var/er noget kedelige, på den her meget arkitektoniske måde, hvor udtrykket er lige så kreativt og varieret som forskellige mærker cowboybukser.

Det er formentlig det ringeste i Bogense, og selv sproglærde humanister kan vel holde det ud.

Uanset hvad det ender med, så ligger de sproglærde som de har redt med deres kommunikationsmedarbejder.

Turistinformationen ligger på havnen. Og jeg fik en forrygende god behandling. Jeg ville bare hente et par brochurer og en meget flink kvinde hjalp mig lynhurtigt og sagligt med masser af gode råd. Og humor.

Og så var det en rar oplevelse at gå rundt i byen. To gange fik jeg at vide, at der er to Bogense: vinter-Bogense og sommer-Bogense. Det er turisterne der gør forskellen. Byen har den største lystbådehavn på Fyn, ligger smukt og har et dejligt naturreservat Gyldensteen lige uden for byen. Og så ligger Æbelø klar med en ebbe-vej, sådan som jeg kender det her fra vadehavet.

Der var en god Cafe “Onkel” i en baggård. De var i fuld gang og, igen, særdeles venlige. På den gode måde.

Billederne herunder yder ikke helt Bogense retfærdighed. Byen er i virkeligheden meget bedre.