“Det værste, der kan hænde et fartøj, er at blive overrumplet af stormvejr ud for en kyst på læsiden. I denne situation bør følgende ……….regler iagttages: 1. sørg for, at deres fartøj aldrig kommer ud for en sådan situation… (Callingham: Sømandsskab. iflg. Len Deighton).

I Thorsminde på den jyske vestkyst ligger et museum tilegnet strandinger. Det er logisk når man tænker på ovenstående råd til unge sømænd. En del skibe kom alligevel i denne ulykke, og den største katastofe indtraf i 1811 i julen hvor to store orlogsskibe forliste og over 1300 søfolk druknede, kun 17 blev reddet.

Museet er fornuftigt bygget til at vise denne katastofe og andre strandinger. Der er ikke så meget pjat udefra og kræfterne er brugt indeni.

Vi, det vil sige Ove og jeg, besøgte museet den 14. marts 2018. Vi benyttede turen til osse at besøge Ringkøbing, Tim, Stadil og Vedersø. Og så spiste vi en god omgang fisk i Hvide Sande, frisk fisk. Ja, de bruger frisk fisk.

Jeg var egentlig ikke i humør til at fotografere, men Ove overtalte mig. Det er jeg glad for.

Vi snakkede med en rar fyr i Ringkøbing, som kunne fortælle lidt om udviklingen siden jeg havde min gang i byen for 30 år siden. Nordsøværftet lukket og hysterisk dyre boliger bygget på grunden ved havnen. Byen ligner ellers sig selv, lidt dukkeagtig og pæn.

Den helt store oplevelse var at se det kæmpestore ror, som er hentet op fra havbunden og som Strandingsmuset har udstillet i et tårn, bygget til formålet. Roret er 12 (tolv) meter højt. Fantastisk. Og så er der udsigt oppe fra tårnet, på toppen af roret.

 

 

Kan tiden klare sig selv? Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg er kommet i tvivl. Tidligere ville jeg med sindsro have sagt, at tiden klarer sig selv, at den er en underlig størrelse og i visse situationer, er den en hysterisk størrelse.

Min tvivl stammer først og fremmest fra et spørgsmål, jeg har fået stillet mange gange: “Kan du få tiden til at gå?”. Som sagt, det mener jeg da, at tiden klarer selv. At jeg ikke behøver påtage mig det ansvar. Men spørgsmålet stilles. Read more “Kan du få tiden til at gå?”

Det er meget simpelt: lige som man kommer over lillebæltsbroen fra jyllandssiden, så skal man tage første afkørsel – og den kommer hurtigt – og 10 minutter efter er man i Strib. Hurtigere hvis man kender vejen. Her kan man kører helt ned til stranden og parkere lige ved siden af en torpedobunker.

Jeg fandt det en mangel i min opdragelse at jeg ikke har besøgt Strib. Det rådede jeg så bod på en rimelig behagelig vinterdag. Der er ikke meget at sige og ej heller at fotografere. Byen har den højeste gennemsnitlige husstands-indkomst på Fyn. Og tillykke med det. Et par lokale beboere viste sig meget venlige, da jeg kunne berolige med at jeg ikke var fra kommunen, men bare fra Esbjerg. Det er rart at det kan være tillidsvækkende.

Der er som vanlig ballade med husene, de gamle fiskerhytter og sommerhuse, i vandkanten. De blev opført med åbent sind for at højvandet kunne fjerne et par stykker i ny og næ. Nu er de attraktive (grunde) og så forlanger de nye ejere kystsikring. Tjah, det er ligesom hørt før. Om de to beboere jeg mødte er troværdige, og hvorfor skulle de ikke være det, så er Fredericia en miljømæssig katastrofe, hvor kun strømmen gennem Lillebælt nødtørftigt renser lidt ud ved at smide affaldet ud i de tilstødende havområder. Altså bortset fra det der alligevel når at ramme Stribkysten.

Jeg havde en god dag, men savnede en kafe. Billederne er lidt kedelige….